Fortsæt til indhold
Indland

Stor usikkerhed om hvordan flytrafikken påvirkes af storkonflikt

Skrækscenariet er aflysninger, fordi flyveledere strejker. Det er dog uklart, hvor hårdt flytrafikken bliver ramt, og der forhandles fortsat om friholdelser.

Storkonflikten, som rykker nærmere ,mens parterne kæmper videre i Forligsinstitutionen, kan få mærkbare konsekvenser for flytrafikken i og over Danmark.

Hos Naviair, det statslige selskab som dirigerer flytrafikken i Danmark, er ca. 100 flyveledere, flyvelederassistenter og teknikere ud af den samlede stab på ca. 650 medarbejdere udtaget til strejke, og yderligere 79 administrativt ansatte er omfattet af arbejdsgivernes lockout.

En storkonflikt risikerer derfor at betyde, at Naviair kun kan udføre sit arbejde i et begrænset omfang. I øjeblikket er der dog drøftelser mellem Moderniseringsstyrelsen og en række af Naviair-medarbejdernes fagforeninger om at friholde et antal ansatte fra konflikt, så flytrafikken bliver påvirket mindst muligt.

Der er endnu ingen afklaring på disse drøftelser, og før afklaringen kommer, er det umuligt at sige med sikkerhed, hvordan flytrafikken rammes.

»I øjeblikket kan vi ikke sige noget konkret om, hvilke konsekvenser, en konflikt vil få. Vi kan ikke afvise, at der vil få en effekt – vi kan bare ikke sige noget om omfanget, og hvordan konflikten vil ramme,« siger Naviairs kommunikationschef Bo Pedersen.

»Vi vil naturligvis bestræbe os på at afvikle flytrafikken i videst muligt omfang uanset hvad,« understreger han.

Meget afhænger af bemandingen af flyveledere og teknikere, og den kender Naviair først to dage i forvejen. Det kan således få afgørende betydning, om en storkonflikt rammer den ene uge eller den anden.

Hvis Naviair må undvære et større antal medarbejdere, kan det betyde, at færre passagerfly kan være på vingerne i dansk luftrum.

Samtidig risikerer flyselskaberne at skulle bruge mere brændstof, hvis det bliver nødvendigt at flyve uden om Danmark.

I værste fald kan storkonflikten nemlig ikke alene betyde aflyste fly i Danmark, men også påvirke og begrænse den internationale flytrafik over landet. Den korte forklaring er, at man ikke kan flyve ind i et område, der ikke er kontrolleret af et tilstrækkeligt antal flyveledere.

»Vi ved endnu ikke på hvilket niveauer, vi bliver berørt – om det bliver på ud- og indflyvninger i danske lufthavne eller på den gennemflyvende trafik, rutetrafikken,« siger Bo Pedersen.

Al rutetrafik og overflyvning over Danmark styres centralt fra København, mens start og landinger styres fra kontroltårnene i hver enkelt lufthavn. Det gælder for eksempel i Billund, Aarhus, Aalborg, Rønne og Roskilde.

Det store brætspil over europæisk flytrafik styres fra EuroControl i Belgien, som i givet fald vil få besked om eventuelle undtagelser – restriktioner – for dansk luftrum under en storkonflikt.

Flyvevåbnets fly bliver ikke påvirket af strejke og lockout.

Naviair har desuden et minimumsberedskab, der sikrer afvikling af ambulanceflyvninger, redningsflyvninger, brandbekæmpelsesflyvninger, hjælp til luftfartøjer i nød samt det, der hedder statsflyvninger. Det kan være, hvor en udenlandsk statsleder vil flyve igennem dansk luftrum.

Til gengæld vil der ikke køre tog i Danmark, hvis konflikten kommer. BaneDanmark har meddelt, at al togdrift må ophøre, fordi flere kernemedarbejdere er udtaget til konflikt. Det vil sige, at både fjern-, regional-, lokaltog og S-tog vil holde stille allerede fra konfliktens start.

Togpendlere kan få refusion, oplyser DSB.

Omkring 35 procent af passagererne i Københavns Lufthavn ankommer normalt til lufthavnen med tog, oplyser pressechef Kasper Hyllested.

Alle busser i Danmark samt Letbanen i Aarhus og Metroen i København vil køre som normalt, da de ansatte dér ikke er omfattet af konfliktvarsel, oplyser DSB.

Det har tidligere været omtalt, at strejke hos DMI kunne få betydning for flytrafikken, fordi luftfarten er afhængig af såkaldte TAF-vejrmeldinger fra DMI's meteorologer. I Københavns Lufthavn bliver det ikke et problem, da man kan få meldingerne fra Sverige.

Artiklens emner
Naviair