Antallet af ulovlige telefoner i fængslerne er faldet markant
Tiltag som disciplinærstraffe og flere visitationer har ført til en halvering af fundne ulovlige mobiltelefoner.
Færre indsatte får sneget mobiltelefoner ind i de danske fængsler, efter en række tiltag blev indført sidste år.
Det viser tal fra en ny opgørelse fra Kriminalforsorgen.
Det seneste år blev der beslaglagt 853 telefoner målt fra 4. kvartal i 2016 samt de første tre kvartaler af 2017. Til sammenligning lå tallet på omkring 1.500-2.000 om året fra 2012 og frem til 2016, hvor stramningerne trådte i kraft.
»Det er første gang i mange år, at vi ser så lavt et tal, og det er gået rigtig stærkt. Den udvikling er vi svært tilfredse med. Det er en lang række indsatser, som vi nu kan se bærer frugt,« siger Lars Rau Brysting, chef for Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen.
Mange steder laver vi ikke andet end at visitere.
Flere visitationer
Trods det, at det er ulovligt for de indsatte at have mobiler på sig, blev fem indsatte sidste år taget med mobiltelefoner i terrorsagen mod Omar El-Hussein. Derefter satte den daværende justitsminister, Søren Pind (V), hårdt ind mod mobilerne. 21 tiltag – herunder disciplinærstraffe og flere visitationer – blev indført med det formål at komme problemet til livs.
Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, stiller sig dog kritisk overfor, hvad de mange tiltag også har medført.
»Mange steder laver vi ikke andet end at visitere. Det er enormt mange ressourcer, vi bruger i det daglige på at visitere, hvor vi i stedet fjerner os fra de indsatte. I ganske få tilfælde, hvor der bliver fundet mobiltelefoner, drejer det sig om ulovlig kommunikation, der har generet politiets efterforskning. Til gengæld skader de mange visitationer vores forhold til de andre fanger,« siger han.
Kriminalforsorgen anerkender, at de mange tiltag har været omfattende for fængselspersonalet. Lars Rau Brysting peger på, at man ikke i fremtiden vil se et ligeså stort fald i antallet af mobiltelefoner, som bliver fundet i fængslerne.
»Det har været en meget omfattende operation at nedbringe antallet af mobiltelefoner i fængslerne. Vores fokus på nuværende tidspunkt er ulovlige mobiltelefoner i de institutioner, hvor sikkerheden er blevet forhøjet, og hvor blandt andre indsatte med kommunikationsrisiko er placeret. Der er det – modsat åbne fængsler, hvor ca. halvdelen af mobiltelefonerne bliver fundet – mest alvorligt, at de indsatte bliver taget med telefoner,« siger Lars Rau Brysting fra Kriminalforsorgen.
Visitationen er dog en betingelse for fængslerne, mener han:
»At visitere personer og celler er en opgave, som er helt almindelig for fængselspersonalet, og som også de indsatte må acceptere. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det både er en stor opgave og en opgave, der kan være konfliktfyldt.«