Fortsæt til indhold
Indland

Tivoli lukker forlystelse efter 29 år og 13 millioner ture

En ny forlystelse vil blive præsenteret i forbindelse med Tivolis 175 års jubilæum i 2018.

Når året på søndag rinder ud, er det samtidig dagen, hvor en gammel forlystelse i Tivoli kører for allersidste gang.

Forlystelsen "Snurretoppen" har kørt en halv million ture hvert år, siden den havde premiere tilbage i 1988.

Men efter knap 14 mio. svingture vil den blive erstattet med en ny forlystelse, som vil blive afsløret i 2018, hvor Tivoli har 175 års jubilæum.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse onsdag.

Årsagen er ifølge pressechef Torben Plank, at Tivoli hele tiden ønsker at forny sig, samt at forlystelsen er blevet slidt efter de knap tre årtiers tro tjeneste.

Arbejdet med at pille "Snurretoppen" ned begynder allerede den 1. januar, hvor 20 mænd vil blive beskæftiget.

De næste mange måneder vil opbygningen af den nye forlystelse finde sted. Den er efter planen klar til åbningen af sommersæsonen i Tivoli den 24. marts næste år.

»Gæsterne kan se frem til en familienyhed, der sparker biiip,« lyder det i pressemeddelelsen.

Artiklens emner
Tivoli