Fortsæt til indhold
Indland

Lyskæder i lange baner: Tv-indslag om Tivolis julestemning går verden rundt

Gennemført julepyntning i Københavns Tivoli bliver bemærket i internationale medier kloden rundt.

Den danske forlystelsespark Tivoli i København har gjort sig særligt bemærket på den internationale scene op til jul.

Den omfattende omtale skyldes de mange julelys, som Tivoli har hængt op. Og faktisk er der hængt flere julelys op end nogensinde før i den populære familieattraktion.

En million lys er blevet sat op i parken, som lyser op i et lysshow, og det har resulteret i, at utallige medier verden rundt har sendt et tv-indslag om stedet.

Blandt andet har ABC, CNN, svenske TV4, tyske ZDF samt Kinas næststørste nyhedsbureau bragt indslaget om den smukke have, og haven er havnet på top 10-listen over verdens smukkeste julemarkeder.

Og hos Tivoli er der stor begejstring over opmærksomheden.

»Tivoli har med de mange omtaler på disse stationer markeret sig som en af verdens smukkeste attraktioner. Dette gavner ikke bare Tivoli, men hele København. Når nogle af de mange millioner seere ser Tivoli, så går de måske på nettet og vil vide mere,« siger Tivolis pressechef Torben Plank til TV2.

Jesper Kongshaug forklarer i indslaget en del af lysshowteknikken, hvor man lyser bygningernes linjer op med pærer i massevis. Herefter fortæller flere af gæsterne om, hvad de mener om dekorationen.

I Tivolis danske version af indslaget kan man få detaljer om, hvor mange redskaber, der er brugt i opbygningen af juleudsmykningen. Eksempelvis er der brugt 40 kilometer juletræskæder og 7000 kilo gran.

Artiklens emner
Tivoli