Hvis eventyret ender galt, pensionsselskaber, så sælg filmrettighederne
Pensionsbranchens jagt på alternative investeringer er storslået. Men måske er fortællingen bedre end afkastet.
Logikken er klar nok: Når landets pensionsselskaber i disse år går længere og længere ind i investeringsjunglen for at finde investeringer, der kan give et afkast, er grunden, at det er svært at få penge til at yngle i et nulrentesamfund.
Det er derfor, at pensionsselskaberne i disse år roder rundt inde i halvmørket under junglens trækroner. Det er derfor, at de forsøger sig som skovejere i Mellemamerika, som pengeudlånere til projekter, som banker afviser at finansiere, og som storinvestorer i firmaer, der både kan ende på børsen og på møddingen. Den logik er klar nok.
Men svaret på et andet spørgsmål er ikke helt så klart: Hvem har egentlig bedt pensionssektoren gå på jagt efter afkast i den mørke del af investeringsjunglen? Hvem?
Eller formuleret på en anden måde: Vil Danmarks skolelærere, HK’ere, overlæger, it-projektchefer og assurandører kræve landets pensionskassedirektører fyret, hvis de stille og roligt forklarer, at det i disse år simpelthen er svært at få pensionsopsparing til at vokse? Fordi obligationer intet afkast giver, når renten er nul, og aktier af samme grund er dyre. Derfor. Glem alt om formuer, der vokser som solsikker. Punktum.
Men - hvorfor er det SÅ, at alternative pensionsinvesteringer er i stærk vækst? For det er de. I år er forventningen, at pensionsselskaberne vil placere yderligere 59 milliarder i investeringer af den type, som Finanstilsynet holder ekstra godt øje med, fordi pengene i værste fald kan være væk med et fingerknips.
Svaret kendes ikke. Her viderebringes uden ansvar et bud fra min gode ven forretningsmanden. Jep, det er ham, der ikke betaler skat og som formulerer sig stærkt provokerende. Han siger om pensionsbranchen, at dér kan man få 40.000 kr. om måneden, hvis man selv kan børste tænder og finde ud af at tage bussen til Ballerup, og 80.000 kr., hvis man derudover kan regne med brøker. Det er ikke pænt sagt. Det er budskabet heller ikke. Budskabet er, at høje lønninger giver et stærkt motiv til at fastholde en bestemt måde at drive forretning på. I dette tilfælde at bruge mange ressourcer på at gå rundt i junglen og lede efter eksotiske investeringsmuligheder i stedet for at blive ude i det åbne og være kedelig og konservativ.
For junglefortællingen er den sexede. Her jagter pensionsselskabets investeringsafdeling utrætteligt uslebne diamanter. Når en diamant er fundet, præsenteres den for direktionen og bestyrelsen som en lovende investering med stort potentiale. Et godt afkast og glade kunder er i vente. Voila. Alle er glade.
Savannefortællingen er derimod den kedelige. Her peger pensionskassen nøgternt ud på sletten. Den er tør og vissen. Jo, der kan godt laves penge, men glem store tocifrede afkast. Giver det mening at have en stor stab til at afsøge en tør slette for små frugtbare pletter? Næh. Hvad betyder det svar for investeringsafdelingen? Og for pensionsselskabet som helhed?
Gæt selv.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator på Finans, er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.