Fortsæt til indhold
Erhverv

Tidsånden truer kvinders karrierechancer

For mange kvinder slår op i banen, mener headhunter Nina Nærby. Eksperter beklager, at tidens debat tegner et billede af kvinder som særligt omsorgsfulde og dermed bedre til at passe børnene.

Mange højtuddannede kvinder tager for store pauser i karrieren ved at gå på deltid eller helt på orlov for at passe børnene, og det bremser ligestillingen på topniveau.

Sådan lyder vurderingen fra to kvindelige headhuntere, som giver deres bud på, hvorfor der er så langt imellem kvindelige direktører i toppen af erhvervslivet. Blot 15 pct. af landets adm. direktører er således kvinder, viser tal fra organisationen Lederne.

Tendensen hænger sammen med fremvæksten af en ny tidsånd i Danmark: De røde feminister er blevet afløst af de blå feminister, mener Inge Berneke, som er partner hos den internationale headhunter Egon Zehnder.

De blå kvinder reagerer imod tidligere generationers 70'er-feminisme og romantiserer moderskabet og det simple liv, og det får mange kvinder til at træffe valg, der koster i karrieren.

»Debatten herhjemme er i dag domineret af unge, veluddannede kvinder, der argumenterer for, at kvinder skal have lov at gå derhjemme og hellige sig familien i stedet for at realisere sig selv gennem arbejdet og bidrage til samfundet. Det virker som om, at kvinderne skal rulles tilbage,« forklarer Inge Berneke.

Nina Nærby er managing partner hos headhunteren Heidrick & Struggle. Når hun hører om højtuddannede karrierekvinder, der drømmer om at sige jobbet op for at dreje krukker i et keramikværksted, udbryder hun:

»Jamen altså. Brug dine talenter og sæt dig selv i spil. Jeg har også lyst til at ligge på en strand og læse bøger, men det er ikke sådan, livet fungerer. Og det nytter ikke noget at bruge undskyldningen med, at det er manden, der kører karrieren. Vi skal alle bidrage til samfundet og ikke bare vores egen kernefamilie,« siger Nina Nærby.

Læs hele artiklen i Premium. Klik på artiklen og meld dig til Premium, hvis du ikke allerede er abonnent. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.
Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.