Ny spiller vil give fast rente til andelsboliger
Pantebrevsselskab vil give andelsboligejere mulighed for fast rente, som man kender det fra realkreditten.
Andelskredit.dk er klar med en ny låntype til andelsboliger med realkreditlignende vilkår, skriver Berlingske Business.
Bag andelskredit.dk står direktør Henrik Grave, der ejer selskabet gennem Pantebrevsselskabet
Særlig Kredit A/S. Han vil give andelsboligejere fast rente og samme vilkår, som man kender det fra realkredit. 10 til 30-årige lån med fast rente, der kan indfries til kurs 100.
"Vi går ikke ud og siger, at der ikke findes et lån, der er billigere. Men andelsboliger er blevet så dyre, at almindelige banklån med variabel rente ikke slår til. For fire år siden var der ikke mange mennesker med banklån på en million kroner - de lå kun i realkreditten.Nu har vi haft eufori på markedet for andelsboliger og millionlån er mere udbredt, men vi har til gode at se, hvordan bankerne vil reagere, når de falder i værdi igen," siger Henrik Grave til Berlingske Business.
Renten lægger sig mellem 5,25 og 5,95 pct., hvilket er højere, end de bedste tilbud på bankmarkedet, som til gengæld er variabel størrelse. Ifølge Berlingske bliver hovedparten af lånene finansieret af Jutlander Bank.