Fortsæt til indhold
Erhverv

Lave lønstigninger til privatansatte

Til gengæld er lønnen steget markant mere for de offentligt ansatte.

Lønstigningerne i Danmark er på et historisk lavt niveau. Det går især ud over de privatansatte, mens de offentligt ansatte har fået de største lønstigninger.

Det viser den seneste lønstatistik fra Dansk Arbejdsgiverforening, som netop har offentliggjort statistikken for tredje kvartal af 2012. Tallene viser, at lønningerne kun er steget med 1,3 pct. fra tredje kvartal 2011 til tredje kvartal 2012.

Det er et fald på 0,4 procentpoint i forhold til årets andet kvartal, da lønvæksten var på 1,7 pct.

Til gengæld er lønningerne steget markant mere for de offentligt ansatte - 2 pct. for de statsansatte og 2,9 pct. for de ansatte i landets kommuner og regioner. Lønnen er steget mest i regionerne - 3,6 pct. mod 2,5 pct. i kommunerne. Det viser nye tal fra Danmark Statistik.

Økonom: Det er uholdbart

"Dermed er lønvæksten i regionerne næsten tre gange højere end lønvæksten i den private sektor. Det er klart uholdbart med en så stor forskel i lønvæksten i mellem den offentlige sektor og den private sektor.

På den lange bane bør lønnen i den private og den offentlige sektor være parallel - om ikke andet så fordi, at det er beskatninngen af private lønkroner, som skal finansiere de offentlige lønninger," lyder det fra Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

"Det er ikke tilfældet i øjeblikket, og tendensen til at den offentlige sektor er lønførende er ikke ny. Det har gjort sig gældende gennem de seneste år. Reguleringsmekanismen for løn i den offentlige sektor bør på sikre en mere ensartet udvikling i lønnen på tværs af sektorer, men det har kke været tilfældet de seneste år," tilføjer han.

Lønvækst kan koste job

Samtidig peger han på, at den høje lønvækst i den offentlige sektor kan koste job.

"Det betyder, at der er råd til færre offentligt ansatte for de penge, som stat, kommuner og regioner har at bruge af. Den høje lønvækst i den offentlige sektor er dermed en medvirkende forklaring på, at den offentlige beskæftigelse over de seneste år er faldet med 25.000 personer - det største fald i mange årtier," forklarer Steen Bocian.
Reallønnen falder

Svageste lønvækst i 75 år

Hos Nykredit konstaterer seniorøkonom Tore Stramer, at den økonomiske krise har gjort indhug i de danske lønstigninger.

"Sammenligner man med historiske lønstatistikker, stopper historieskrivningen imidlertid ikke her. Der er formentlig tale om den svageste lønvækst i over 75 år, hvis man sammenligner med de historiske lønstatistikker," mener Tore Stramer.

Han henviser samtidig til, at realllønnen viser det største fald siden begyndelsen af 1980'erne.

"Mens inflationen generelt har ligget på omkring 2,5 pct. årets første 9 måneder, er lønningerne kun steget med 1,6 pct. Det betyder konkret, at priserne ude i butikkerne stiger i et højere tempo end lønningerne," forklarer Tore Stramer.

"Derfor vil den typiske danske familie desværre opleve, at pengene ikke rækker så langt som tidligere. For året som helhed forventer vi således også, at der er udsigt til et fald i reallønnen på omkring 0,8 pct. Det er meget sjældent, at reallønnen falder så voldsomt," tilføjer han.

Nødvendig tilpasning

Til gengæld mener, at det på længere sigt er godt for den danske økonomi.

"Selvom det naturligvis ikke vækker jubel hos den almindelige dansker, så er det ikke en dårlig nyhed for dansk økonomi på sigt. Det kan måske lyde mærkeligt i en situation, hvor privatforbruget ligger mere eller mindre underdrejet. Man skal dog huske, at lønvæksten herhjemme igennem en lang årrække har været højere end i de lande, vi normalt konkurrerer med på eksportmarkederne," siger Tore Stramer.

"Det betyder, at den danske konkurrenceevne er blevet kraftigt forværret igennem en årrække. Det koster desværre vækst og arbejdspladser. Det er derfor også positivt, at vi nu igennem snart to år har kunnet konstatere, at lønningerne i udlandet nu stiger hurtigere end herhjemme. Det trækker i retning af at forbedre konkurrenceevnen," tilføjer han.