Fortsæt til indhold
Erhverv

JBS flytter produktionen til Litauen

Danske mænd skal nu trække i JBS-undertøj, der er syet i udlandet. Herning-virksomheden lukker den danske syproduktion, som flyttes til Litauen.

Af JESPER OLESEN

JBS Undertøjet A/S er en af de få danske tøjvirksomheder, som fortsat har en større syproduktion her i landet. Men det ser nu ud til at være slut. Virksomheden meddelte fredag medarbejderne, at der er planer om at lukke syafdelingen i Herning.

Det rammer 65 medarbejdere, mens der fortsat vil være 80 ansatte på virksomheden i Herning, hvor der bl.a. stadig vil være strikkeri og tilskæreri.

Den danske syproduktion skal flyttes til JBS' egen fabrik i Litauen, hvor der er 100 medarbejdere. De seneste fire år har JBS produceret undertøj på den baltiske virksomhed.

»Det er ikke en let beslutning, men vi må erkende, at konkurrencen på markedet er øget betydeligt. Vi ønsker at fastholde vores andele af markedet, og det stiller krav om at holde omkostningerne nede. Det kan vi opnå ved at flytte syproduktionen ud af landet,« siger adm. direktør Claus Bjerg Sørensen, JBS Undertøjet.

60 år i Herning

»Gennem 60 år har vi haft syproduktion her i Herning. Mange af de medarbejdere, som vi må sige farvel til, har været ansat i 20-30 år, så det er med beklagelse, at vi flytter den resterende del af syproduktionen. Men det er en udvikling, som har ramt hele den danske tekstilbranche gennem halvfemserne,« siger JBS-direktøren, der sidste år blev eneejer af virksomheden.

JBS Undertøjet kom ud af det seneste regnskabsår med et resultat før skat på 13,5 mio. kr. mod 6,3 mio. året før. Målet er fortsat vækst. Virksomheden har bl.a. visioner om på længere sigt at ekspandere på eksportmarkederne ved at åbne egne undertøjsbutikker.