Bevaringsværdige huse forfalder
Vedligeholdelsesarbejde for milliarder bliver ikke udført, fordi ejerne af bevaringsværdige ejendomme ikke kan overkomme det økonomisk. Registreres en ejendom som bevaringsværdig i en kommuneplan, er det kommunen der bestemmer, hvad der skal gøres, uden at ejeren har mulighed for at fratrække de ekstra udgifter til istandsættelse i sin indkomstskat.
Der ligger arbejde for 15,4 mia. kroner og venter på danske bygningshåndværkere i genopretning og vedligeholdelse af bevaringsværdige ejendomme over hele landet.
Men i stedet for at få gang i de omfattende restaureringsopgaver, bliver ejendommene ikke holdt ved lige, fordi ejerne ikke økonomisk kan magte de pålagte forpligtelser.
»Forfaldet breder sig, og ejendommene bliver ikke holdt forsvarligt ved lige. Det skyldes i overvejende grad, at ejerne af de bevaringsværdige ejendomme ikke kan få den nødvendige offentlige forståelse for, at det er forbundet med store ekstraomkostninger at få en ejendom klassificeret som bevaringsværdig,« forklarer sekretariatschef Kurt Rosenkrans Høyer, Foreningen Bevaringsværdige Bygninger
Det er de to foreninger Bygnings Frednings Foreningen (BYFO) og Foreningen Bevaringsværdige Bygninger (BB), der gør opmærksom på den gigantiske restaureringsopgave.
Ifølge de to foreninger er det ejerne af 300.000 bevaringsværdige bygninger, der nu af samfundet pålægges ekstra vedligeholdelse for et samlet tocifret milliardbeløb.
Ingen kompensation
»Det er urimeligt, at flere hundrede tusinde ejere skal pålægges store merudgifter uden økonomisk kompensation.
Ejerne bør have kompensation for de ekstra omkostninger til materialer og håndværk, som følger med at have en bevaringsværdig ejendom,« siger formanden for Foreningen Bevaringsværdige Bygninger, advokat Jan Martens, København.
Foreningerne kan diske op med en række skæk-eksempler på, hvordan ejerne af bevaringsværdige ejendomme kommer i klemme og giver op i stedet for at få deres ejendomme vedligeholdt efter forskrifterne. Særligt alvorligt står det til for det store flertal af ejendomsbesiddere, der får deres ejendom klassificeret som bevaringsværdig, uden at der samtidig gennemføres en decideret fredning af ejendommen.
»Hvis en ejendom bliver fredet, er der trods alt mulighed for at trække udgifterne til vedligeholdelse fra i skat. Men hvis ejendommen er fra før 1940, og den klassificeres som bevaringsværdig, er der ingen fradragsmulighed. Så hvis ejerne skal ud af det stavnsbånd, de står i, har de kun én mulighed: at søge om nedrivning.
Men kommunen kan så gennemføre en lokalplan, der forhindrer, at ejendommen rives ned. Og så hænger ejerne på den omfattende vedligeholdelse uden mulighed for hverken tilskud eller skattefordel,« siger de to bygningsforeningers fælles sekretariatschef Kurt Rosenkrans Høyer.
Fastlagte rammer
En kommunalbestyrelse kan ikke direkte pålægge en ejer af en bevaringsværdig bygning at istandsætte et forfaldent stråtag eller en længe, der er ved at synke sammen. Det er kun tilfældet, hvis bygningen er fredet. Men hvis en ejendom er optaget i en kommuneplan som bevaringsværdig, må længer, der som følge af langvarigt forfald ligger hen som rene ruiner, ikke rives ned uden videre. Og de kan kun restaureres eller bygges om efter kommunalbestyrelsens fastlagte rammer. Kommunalbestyrelsen kan blandt andet forlange, at der skal anvendes materialer og metoder, der er i overensstemmelse med bygningens oprindelige karakter.
Til en stor fire-længet familiegaard skal der ifølge sekretariatschefen alene bruges 120.000 kroner til vedligeholdelse af stråtaget hvert år, og samlet bør der bruges omkring 230.000 kroner til vedligeholdelse årligt. Som reglerne er nu, må udgifterne ikke trækkes fra. En familie skal derfor skaffe de store beløb til den ekstra vedligeholdelse, som ejeren er forpligtet til at stå for, ud af sin indkomst efter skat.