Lav tryksager hjemme
Hjemmecomputeren er allersjovest, når den kan bruges kreativt. Og sammen med nyeste version af Microsofts program Home Publishing Suite 2000 er der næsten ingen ende på kreativiteten, hvad tryksager angår. Man behøver ikke have det mindste forstand på hverken computere eller tryksags-design - det klarer programmet for en.
Det eneste, man skal gøre, er at vælge hvilken type publikation, man ønsker at lave: diplomer, breve, festsange, foldere, festkort, visitkort, fotoprojekter, multimedia-projekter m.m.
Når man har valgt publikationstype, får man et nyt skærmbillede, hvor man kan vælge mellem hovedgrupper inden for den pågældende publikationstype - f.eks. om den er til skolebrug, til kontoret, til privat brug o.s.v. Valgmulighederne afhænger af, hvilken type publikation, det drejer sig om.
Når man således har indkredset sine ønsker, bliver man præsenteret for et udvalg af færdige skabeloner og forslag. Dem kan bruge som de er, eller arbejde frit videre på dem - f.eks. skifte baggrund, illustrationer m.v. Man kan også nøjes med blot at lade sig inspirere og starte med en helt blank skærm.
Utal af skrifttyper
I programmets menulinie har man mulighed for at vælge et utal af skrifttyper, farver, skyggeeffekter, billeder, animationer, fotos m.v. Programmet indeholder hundredevis af færdige vignetter og genre-tegninger, man kan vælge imellem. Eller man kan hente sine egne tegninger eller fotos fra harddisken.
Hvad enten man har brug for at blive holdt i hånden under hele designprocessen, eller man kan selv, er Home Publishing Suite 2000 et fremragende hjælpemiddel. Eneste ulempe: Det findes kun på engelsk, hvilket betyder, at menulinier m.v. i programmet er engelske. Selve tryksagerne skriver man selvfølgelig på dansk - eller det sprog, man nu vælger.
Microsoft udgiver i forvejen et program, der kan minde lidt om Home Publishing, nemlig programmet Publisher 2000. Men Publisher 2000, der er mere avanceret, er til mere erfarne PC-brugere og til brug i mindre virksomheder, foreninger m.v.
Derimod er Home Publishing Suite 2000 kun til privat brug. Det er i virkeligheden tre programmer samlet i en pakke, idet programpakken foruden Home Publisher 2000 også indeholder hele Hallmarks festkort-kollektion, Greetings 2000, samt den fulde version af fotoredigerings-programmet Picture It 2000. Det sidste er nyt i forhold til tidligere versioner af Home Publishing Suite. Men så er der næppe den publikation, man ikke selv kan fremstille hjemmefra, uanset om den skal offentliggøres på Internet, sendes som e-mail eller printes ud.
Nyt i Home Publishing Suite 2000 er desuden flere muligheder for at tilpasse tekst og rammer samt en række nye muligheder til offentliggørelse på Internet, bl.a. med animationer, lyd og musik.
Pris: 650-700 kr. Kan køre på en standard multimedie PC med Windows 95/98/NT 4.0, 32 MB RAM og ca. 400 MB ledig plads på harddisken.
Man kan også købe de tre programmer, "Suite 2000" er sammensat af, enkeltvis. Så hedder programmerne henholdsvis Home Publishing 2000, Picture It 2000 og Greetings 2000. Som enkeltstående program - altså uden ordet "Suite", der fortæller at her er tale om en samling af programmer, koster Home Publishing 2000 ca. 400 kr.