TDC køber andel af Telmore
Dermed sikrer TDC sig, at de knap 300.000 kunder bliver låst til TDC´s netværk og dermed bidrager med 300-400 millioner kroner i TDC´s resultat.
TDC har købt en andel af lavpris-teleselskabet Telmore.
»Telmore har et godt tag i den kundegruppe, der er fortrolig med anvendelsen af internettet, og det skal selskabet holde fast i. TDC Mobil kommer via samarbejdet nærmere den kundegruppe og kan dermed supplere Telmores produkter, så dette segment får adgang til endnu flere attraktive produkter,« siger Henning Vest, adm. dir. i TDC Mobile International.
»Med denne aftale tager vi et langsiget strategisk skridt og rykker tættere på TDC. Kombinationen af vores positionering i markedet og TDC´s styrke vil være afgørende for Telmores fortsatte succes,« forklarer Frank Rasmussen, adm. direktør i Telmore A/S.
Parterne er blevet enige om ikke at offentliggøre økonomiske detaljer i forbindelse med samarbejdet, men ifølge Jyllands-Postens oplysninger er købsprisen baseret på en samlet værdisættelse af Telmore på en halv mia. kr.