Fortsæt til indhold
Indland

Han er latterens præsident

60 år i morgen: Jan Thygesen Poulsen er manden, der bragte latteren til Danmark.

Signe Haahr Lindegaard

Jan Thygesen Poulsen er nok mest kendt som manden, der førte latteren til Danmark.

Han er nemlig ophavsmand til latterbevægelsen i Danmark og startede den første klub hjemme i sin stue i marts måned 1999, og i januar 2000 oplevede 8-10.000 mennesker på Rådhuspladsen, hvordan det føles at lave latterøvelser sammen, da Jan Thygesen Poulsen for første gang afholdt Latterens Verdensdag.

Jan Thygesen Poulsen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og underviste indtil 1982 udlændinge i dansk i Frederiksborg Amtskommune. Frem til 1999 arbejdede han desuden som tekstforfatter og kreativ direktør på en række reklamebureauer – blandt andet sit eget bureau, som han etablerede med to venner i 1989.

Det var dog latteren, der for alvor inspirerede Jan Thygesen Poulsen, og i fem år var han præsident i den danske afdeling af den Internationale Latterklub, der blot et år efter sin grundlæggelse fik Latterens Verdensdag i Guinness Rekordbog som den største gruppe af danskere, der nogensinde har leet samtidig – uden grund.

I dag er der over 60 latterklubber fordelt over hele landet, og alle dyrker de den indisk inspirerede meditations-latter, som bruges i yoga-kredse og som lægen Madan Kataria faldt over i 1995. Her ler man uden grund for at komme i kontakt med ens egen latter – og med de følelser, der ligger gemt dybt inde.

De seneste år har Jan Thygesen Poulsen slået sig på kærligheden, hvor hans projekt er at skabe et Danmark i Kærlighed, og han har bl.a. udgivet bogen ”5 aftaler med hjertet”.

Jan Thygesen Poulsen, lærer, fhv. latterpræsident, København.