Fortsæt til indhold
Fodbold

Hvad går konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen ud på?

Konflikten mellem spillere og klubber skal løses i dag.

Kl. 10 torsdag formiddag satte parterne sig sammen igen.

Det er fodboldens tunge drenge fra Spillerforeningen og Divisionsforeningen, der nu har dansk fodbolds skæbne i deres hule hånd.

Hvis repræsentanterne for de danske fodboldspillere i Spillerforeningen og herrerne i Divisionsforeningen, der taler for arbejdsgiverne i klubberne, ikke sammen med forligsmand Asbjørn Jensen finder en løsning inden midnat, så vil sidstnævnte opgive og erklære konflikten for en realitet med fem dages varsel, dvs fra natten mellem mandag og tirsdag i næste uge.

Det betyder ikke, at konflikten med 100 pcts sikkerhed er en realitet. Parterne kan stadig forhandle, men det bliver uden babysitteren fra Forligsinstitutionen.

Opsagde overenskomsten

Nu bliver det en lille smule tørt men hæng i. For hvad handler konflikten så om?

Det er Divisionsforeningen, der den 28. marts opsagde den eksisterende overenskomst. Det gav parterne tre måneder til at blive enige om en ny overenskomst, og siden er denne deadline blevet udskudt flere gange.

Der er flere store knaster, som Spillerforeningen og Divisionsforeningen ikke er enige om.

Først og fremmest, så er der omkring 924 spillere, der får varierende løn for at spille fodbold. Af dem er 394 fuldtidsprofessionelle, mens resten er på deltid eller har fodbold som bibeskæftigelse. Og det er disse 530 fodboldspillere, der nu forhandles om.

Mindre i mindsteløn

Kort og groft fortalt, så vil Divisionsforeningen give mere til de fuldtidsprofessionelle.

De deltids- og bibeskæftigede skal slås sammen til begrebet "semiprofessionelle", og her vil det i nogle tilfælde betyde, at nogle må gå ned i løn, mens andre får en lønstigning.

Semiprofessionelle spillere skal - hvis det står til Divisionsforeningen - have 3.400 kr. i mindsteløn om måneden.

I dag får de deltidsbeskæftigede - 85 spillere pr. dags dato - 9.300 i mindsteløn, mens de bibeskæftigede - 445 stk. - får 3.100 kr.

Endvidere vil klubbernes repræsentant helt have fjernet pensionen for de semiprofessionelle, mens de fuldtidsprofessionelles skal fordobles fra 3,2 pct. til 6,4 pct.

Træls skæringsdato

Den sidste større knast er arbejdstiden. Her vil Divisionsforeningen ikke have nogen øvre grænse, hvilket er stik imod Spillerforeningens hensigt.

Skæringsdatoen den 19. august er på godt jysk træls, for det er netop den dag, at FCK spiller første kamp mod Bayer Leverkusen i kvalifikationen til Champions League - AaB dagen efter mod Apoel. Torsdag er det FC Midtjyllands tur mod Panathinaikos, hvor det gælder kvalifikation til gruppespillet i Europa League.

Skal disse tre hold stille med ungdomsspillere og gamle kæmper med stive ben fra administrationen, så kan dansk fodbold miste millioner og point på ranglisten for fremtidige kvalifikationer til europæiske eventyr.