Fortsæt til indhold
Bolig

Sådan undgår du kartoffelskimmel

Kartoffelskimmel kan ødelægge dine kartofler, men du kan beskytte planterne.

Louise Skøtt Gadeberg, Bolius.dk

Læs tidligere slotsgartner John Henriksens råd om, hvordan du undgår kartoffelskimmel, og hvad du gør, hvis planterne har fået skimmel.

Kartoffelskimmel opstår, når skimmelsporer flyver rundt i luften og kommer i kontakt med kartoffelplanterne. Angreb forekommer typisk i juni og juli, men der er et par ting, du kan gøre for at undgå et større skimmelangreb.

SE TEMA OM KØKKENHAVE

Hvordan ser kartoffelskimmel ud?

Kartoffelskimmel er grå og hvide belægninger på undersiden og i kanten af bladene på dine kartoffelplanter.

Hvordan forebygger du kartoffelskimmel?

Hyp dine kartofler hyppigt. Når du skubber jord op omkring det grønne på planten, støtter du stænglen, så den ikke knækker, men du beskytter dermed også planten mod skimmelangreb. Jo mere jord omkring planten, jo flere ’knolde’, dvs. kartofler, kan vokse frem.

LÆS OGSÅ: Sneskimmel i plænen – sådan forebygger du det

LÆS OGSÅ: Plantesygdomme

Hvordan opdager du kartoffelskimmel?

  • Kig på kartoffelplanterne dagligt. De kan blive angrebet natten over, og når de først har fået skimmelsporer på sig, går det stærkt.
  • Kig efter gulnede eller sammenkrøllede kanter på bladene. Går det rigtig stærkt, er hele bladet krøllet sammen.

Hvad gør du ved kartoffelskimmel?

  • Riv bladet af, hvis kartoffelplanten er moderat angrebet og bladenes kanter kun lidt sammenkrøllede.
  • Klip alt det grønne af kartoffelplanten, hvis den er hårdt angrebet, og hele blade er sammenkrøllede og misfarvede. Herefter har skimmelsvampen ikke mulighed for at vokse ned i ’knolden’ og ødelægge alle kartoflerne under jorden.
  • Smid ikke afrevne, inficerede blade eller plantedele på din kompostbunke i haven, da sporerne kan sprede sig herfra og dit arbejde dermed være spildt. Inficerede dele skal til genbrugsstationen eller brændes.

LÆS OGSÅ: Ny app gør dine planter raske

Kilde: John Henriksen, landskabsarkitekt, hortonom og tidligere slotsgartner på Gråsten Slot