Fortsæt til indhold
Bolig

Hvornår må du selv fjerne skimmelsvamp?

Hvilke midler er bedst til at fjerne skimmelsvamp? Og hvor går grænsen for, hvornår du selv kan fjerne svampen, og hvornår du skal have professionel hjælp? Få svarene her.

Rikke Berg Fieschi, Bolius.dk

Som tommelfingerregel er det ok, at du blot renser mindre områder med skimmelsvamp med svampemiddel. På loftsrum gælder det områder på under 2 m2, og i beboelsesrum områder under 20x20 cm.

Men husk – skimmelsvampene vil komme igen, hvis ikke du fjerner årsagen til, at de vokser frem.

SE FILMEN: Sådan undgår du skimmelsvamp

Fjern skimmelsvamp med disse tre midler

1. Klorin

Klorins evne til at bekæmpe skimmelsvamp afhænger af, hvor meget du fortynder det. Ufortyndet klorin er ret effektivt, men kan også afblege ret kraftigt, og bør derfor ikke bruges på fx vægge med farve, farvede fuger eller natursten.

Findes skimmelsvampene et skjult sted, hvor afblegning ikke betyder noget, kan du godt lade klorinen blive siddende og virke uden at vaske efter.

Du skal være opmærksom på, at klorin indeholder stoffer, som er skadelige for miljøet.

SE TEMA OM SKIMMELSVAMP

2. Rodalon

Rodalon er mere effektivt end klorin, da det indeholder såkaldte fungicider, som forebygger svampeangreb. Disse fungicider fordamper dog, så virkningen er ikke permanent. Rodalon fjerner også lugt.

Rodalon er ikke klassificeret som svampemiddel, men derimod som rengøringsmiddel – det er altså ikke et produkt, professionelle bruger til svampebekæmpelse, men det kan være ok til brug ved mindre områder med skimmelsvamp i hjemmet.

LÆS OGSÅ: 5 steder, du typisk får skimmelsvamp

3. Professionelt svampemiddel

Et professionelt middel som fx Hysan afrenser og desinficerer effektivt mod skimmelsvamp og er desuden godkendt som svampemiddel.

Hysan kan købes i flere forskellige byggemarkeder. Der findes desuden professionelle produkter som ProtoxSkimmel, som forebygger skimmelsvamp på fugtige og porøse områder.

LÆS OGSÅ: Sådan fjernes skimmelsvamp i din bolig

Hvornår skal du have professionel hjælp?

Har du områder med skimmelsvamp, der er større end 20x20 cm i beboelsesrum og 2 m2 i loftsrum, bør du have en professionel rådgiver til at afdække årsagen på problemet, så I kan finde den bedste løsning.

Du kan fx kontakte et professionelt svampebekæmpelsesfirma eller en uafhængig rådgiver fra Bolius.

LÆS OGSÅ: Husets Kalender - vedligehold hus og have året rundt

Kilder:

Jeanette Standly Mikkelsen, bygningskonstruktør og rådgiver i Bolius