Derfor har februar kun 28 dage

Februar er ved at være slut – sølle 28 dage har den varet. Men hvordan kan det egentlig være, at februar er så kort?

Det findes der ikke én, men to forklaringer på, skriver Videnskab.dk.

Den ene er en 800 gammel legende, mens den anden er ’mere sandsynlig’. Hvilken af de to historier, der kommer tættest på sandheden, kan lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet, Susanne William Rasmussen, svare på.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor starter året den 1. januar?

Den ene historie beretter om to kejsere fra det gamle Rom, hvoraf den enes forfængelighed kostede februar sin længde.

Fortællingen går på, at da Julius Cæsar reformerede romernes kalender fra nytåret i år 45 fvt, fik alle måneder 30 eller 31 dage bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår.

Dette markerede begyndelsen på den julianske kalender, der lå før den gregorianske kalender, som vi bruger i dag.

Den kejserlige kalenderreformator lagde desuden selv navn til en måned. Efter Cæsars død i 44 fvt omdøbte senatet quintillis til juli til Julius Cæsars ære.

Læs også på Videnskab.dk: Hvilken tidsregning brugte man før Kristi fødsel?

Senere kom Augustus til magten i antikkens Rom og var kejser fra 27 fvt til 14 evt.

Kejser Augustus kunne naturligvis ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, der jo i forvejen var kort.

Og vupti – august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage.

Men denne historie er blot en legende - om end en meget gammel en af slagsen:

»Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, der blev sat i omløb af munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede. Historien er gentaget mange gange siden hen og har vist også fundet vej til Wikipedia i det 21. århundrede, men det bliver den jo ikke mere sand af,« fortæller Susanne William Rasmussen ifølge Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Teori: Jættestuer var stenalderfolkets kalender

At februar er kortere end de andre måneder kan ifølge Susanne William Rasmussen spores endnu længere tilbage til kalenderen, der lå forinden den julianske kalender, altså før Julius og Augustus.

Denne kalender var 355 dage lang, indeholdte 12 måneder og går 2.700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius.

Det var her, februar fik sine 28 dage.

»Retfærdigvis skal det sige, at flere forskere mener, at Numa Pompilius måske selv er ren fiktion. Men uanset om forestillingen om Kong Numas kalender er fiktion eller fakta, er det vigtigt at huske, at den romerske kalender først og fremmest var en rituel kalender. Det vil sige, at den primært havde fokus på fastsættelse af religiøse festdage og ritualer, der fejrede agerbruget, vindyrkningen, krigskunsten og frugtbarheden. Kalenderens udgangspunkt var derfor meget mere end kronologi omkring årets reelle længde i snæver forstand,« siger Susanne William Rasmussen.

Kalenderen blev desuden administreret af præster og embedsfolk, der regulerede kalenderen, når året blev ’skævt’ af de manglende 10 dage.

Læs også på Videnskab.dk: Julekalendere ville opbygge vores danske identitet

Inden romerne fik den før-julianske kalender, henholdt de sig dog til en endnu ældre kalender med kun 10 måneder.

De 10 måneder dækkede ikke hele året, men kun de 304 dage, der var relevante for høstsæsonen.

Månederne havde desuden forskellige længder - fra 20 til 35 dage.

Men i den nye kalender indførtes to ekstra måneder – januar og februar.

Året blev på dette tidspunkt fastlagt til 12 passager af månen i alt 355 dage, og indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med. Senere hen blev februar dog forlænget med fem dage. Hvordan og hvorfor kan du læse mere om i artiklen på Videnskab.dk.