Fortsæt til indhold
Viden

Hvorfor gaber man?

Brevkasse: Hvorfor gaber man, når man er søvnig? Venlig hilsen Carsten Berg-Sørensen, Bisserup

Newton har talt med søvnspecialist Poul Jennum, professor ved Dansk Center for Søvnmedicin, Glostrup Hospital:

»Spørgsmålet er kort og enkelt, men det er svaret desværre ikke. Vi ved nemlig grundlæggende ikke, hvorfor vi gaber. Det tyder på, at gaberi har flere funktioner, og der kan derfor også være flere grunde til, at vi gaber.

Dels fungerer gaberi som en måde at strække ansigtsmusklerne på. Ligesom vi får lyst til at strække ben, når vi har siddet stille længe, så får vi måske også lyst til at strække ansigtsmusklerne, når vi ikke har bevæget ansigtet længe. Så gaber vi.

Men gabet har også andre funktioner. Ved at studere hjerneaktivitet under et gab, viser det sig, at hjernen frigiver det såkaldte lykkestof dopamin. Dette stof påvirker mange områder i hjernen og giver os en følelse af velvære. Så måske gaber vi simpelthen, fordi det er rart.

Et gab øger også blodgennemstrømningen i hjernen og kan også af den grund virke opkvikkende. Så en anden teori er, at vi gaber for at holde os vågne, når vi ellers er trætte.

Men om gabets grundlæggende funktion er at holde os vågne, kan vi ikke svare på. Det kan også være, at gabet primært har en social og kommunikativ funktion. Måske gaber vi for at vise, at vi er trætte, ligesom vi griner for at vise, at vi er glade.«