Fodboldbøller truede direktør
FCK's direktør Anders Hørsholt har i efteråret måttet have vagter foran hjemmet.
Det er ikke kun stadionvagter, som bliver udsat for ubehageligheder fra visse dele af FCK's fans.
FCK-direktør, Anders Hørsholt, har i dele af efteråret set sig nødsaget til at have vagter til at patruljere foran sit hjem.
"Det er underligt, at der går hundepatruljer rundt i døgndrift, fordi der er nogle mennesker, som ikke kan opføre sig ordentligt, selv om de hævder, at de holder så meget af FC København," siger direktøren til Ekstra Bladet.
Snigende tvivl
Indtoget af vagter foran direktørens hjemme kommer på baggrund af, at direktøren står forrest, når voldelige dele af FCK's fans kritiseres fra officielt hold.
"Er det virkelig det værd? Indimellem kommer jeg da i tvivl. Men jeg synes trods alt, at det er det værd. Vi har et projekt, der er vildt spændende, og jeg elsker at gå på arbejde. Men det er svært at kæmpe nogle kampe, som man ikke kan vinde. Dette er en af dem. Der kommer kun til at blive tabere ud af det her. Det er vanskeligt og gør, at der nogle gange kommer en lille tvivl snigende. Men vi er omgivet af så mange fans og andre, der vil klubben det gode," siger Anders Hørsholt til Ekstra Bladet.
Anders Hørsholt har kone og fire børn.
LÆS OGSÅ: FCK-chef vil ikke have fans til udekampe