Dansk som en gætteleg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Nudansk synes på vej til mere og mere at blive et læspesprog.« Sådan skrev den sprogstærke Erling Bjøl i 1998 efter at have opholdt sig mange år i Frankrig. Citatet stammer fra hans bog, ”I min tid, Artikler og tilbageblik 1938-2011”, hvor han bl.a. kritiserer den uimodståelige sproglige magelighed, der breder sig i Danmark.

I den seneste halve snes år er dansk også blevet et udpræget mumle- og sjuskesprog. Ja, nogle kalder det ligefrem en gætteleg.

Allerede her kan man næsten høre de sædvanlige indvendinger: »Sproget har jo altid forandret sig; man kan jo ikke gå imod udviklingen.« Tidligere på året skaffede en ph.d.-studerende sig endda opmærksomhed ved at sige, at sprogligt sjuskeri er et tegn på overskud.

Efter min mening går ændringerne af det danske sprog på næsten alle områder i den gale retning. Her vil jeg især komme med eksempler på den hastigt tiltagende forvitring af sproget i public service-kanalerne, da disse ikke bare afspejler den sproglige nedtur, men uden tvivl også forstærker den.

Som indfødt østjyde, opvokset langt ude på landet i 1950'erne og 1960'erne, talte jeg naturligvis jysk som barn. Min generation havde imidlertid den store fordel, at vi dagligt i radio og fjernsyn kunne høre det smukkeste og tydeligste danske talesprog. Den tid er forbi.

Ikke blot må vi i dag som lyttere og seere finde os i, at radio- og tv-medarbejdere ofte benytter et ulideligt klichémættet sprog, hvor intet kan stige uden at ”eksplodere”, og intet kan vige uden at være ”i frit fald”. Vi må også leve med, at grammatik og syntaks tit bliver forvansket i en grad, så man skal gætte sig til meningen, selv hvis man er så heldig at opfatte de enkelte ord. I begyndelsen af november ville jeg på vej hjem fra arbejde lytte til min yndlingskanal, DR P2, hvor de fleste medarbejdere er dygtige sprogbrugere. Men ak, den kanal er jo forsvundet fra den almindelige lytters umiddelbare rækkevidde. Af uransagelige grunde havnede jeg i stedet på DR P3, hvor en nyhedsudsendelse netop skulle begynde. I samfulde seks nyhedsminutter blev der i baggrunden spillet en slags rytmisk musik, vistnok noget af det, som kulturministeren vil bruge flere skattekroner på at fremme.

DR's såkaldte tilgængelighedskonsulent har i de seneste uger haft travlt med at forklare, hvorfor underlægningsmusik er nødvendig for at gøre korte nyhedsindslag mere tilgængelige for seerne. Den samme form for omsorg bliver åbenbart også P3-lytterne til del. Med musikledsagelsens hjælp lykkedes det mig med min normale hørelse at opfatte nogle temmelig rystende oplysninger, f.eks. at skadestuearbejde har lavstatus blandt erfarne lærere, og at erhvervslivets mandsdominerede bestyrelser skrammer kvinderne. Desværre gik det ikke helt op for mig, hvad der var galt med darwinsjonerne.

Den til tider ophidsede diskussion om udtalen af kræft/kraft, ret/rat, skræmme/skramme og mange lignende ord, hvor moderne tunger kun magter at udtale ordene med ra-, synes dog at have gjort et vist indtryk, idet et par nyhedsstudieværter nu er gået i den anden grøft. De siger Frenkrig og brændvæsen.

Mange radio- og tv-journalister har deres helt egen udtale af udenlandske egennavne. Hvorfor skal den tidligere græske premierminister have sit fornavn udtalt på engelsk eller fransk, når den græske udtale tilmed falder nemmere for en dansk tunge?

Nu er vi ganske vist sluppet for at høre om GadDARfi og BenGHARzi, men vi må stadigvæk lægge ører til navne som KARbul, PARkistan, GuateMARla og ARMnesty. Hvis de også begynder at sige GARzastriben, siger jeg godt nok: Tsark for karfe! Er det mon et forsøg på at kompensere for r-udfaldene som i f.eks. terror, der udtales som fynboerne siger tæer, eller skyldes det blot, at såkaldt lavkøbenhavnsk accent har fået højstatus i de elektroniske medier? Det ville i det hele taget være en god idé, hvis journalister og studieværter gennemgik de udenlandske navne inden udsendelsesstart.

Dialekter har jeg bestemt intet imod; men det er meget uheldigt, at en bestemt - og meget ustabil - hovedstadsdialekt i den grad skal være normen i radio og fjernsyn.

Det styggeste ord i mange radio- og tv-medarbejderes arsenal er uden sammenligning den forvanskede udgave af måneder. Ordet bliver nu for det meste udtalt med kun to stavelser, et ultrakort mån-, efterfulgt af et fedt blødt d, der fylder hele den journalistiske mundhule. Denne uskønne lydkombination forekommer ellers aldrig på dansk. Og der er bestemt ingen grund til at indføre den. Kære tv-journalister! Gentag venligst efter mig: må-ne-der.

På DR Update formår en kvindelig oplæser - endda med smil på læben - at udtale vejret, så det rimer på bvadr!

Mange foreslår, at vi ligesom nordmændene begynder at stave mere lydret. Men med den for tiden dominerende udtale ville det betyde en stor begrænsning i ordudvalget. F.eks. udtaler yngre tv-journalister ordene lade, ladede, ladet, lavede, lavet fuldstændig ens, nemlig laed.

En del sprogfolk kan ikke lide at høre tale om sjusk og sproglig dovenskab. De foretrækker betegnelsen ”reduktioner”, når bogstaver og hele stavelser forsvinder fra udtalen. Men hvad skal man så kalde den hastigt tiltagende brug af et overflødigt at? F.eks. når en vejrvært siger: »Vi får gråvejr, mens at nordjyderne får sol.« Tilsvarende er brugen af ”når at”, ”hvis at” og især ”hvor at” i kraftig vækst. Særlig rationelt er det heller ikke at sige: »Hvis det er, at partiet vil støtte forslaget…«. Har visse medarbejdere set for meget ”Bamse og Kylling”?

Tidligere anbefalede jeg ofte mine voksne tosprogede elever at se danske tv-serier. Det gør jeg ikke længere. Det er ikke noget godt sted at lære ordentligt dansk. Eleverne vil også hellere se film fra før 1980. Dér forstår de sproget.

Birger Larsen, instruktør på TV 2's ”Den som dræber”, foretrækker realisme i stedet for ”gammeldags skolediktion” som i ”Matador”. Han burde så indlægge et passende antal ”hva' si'r du”-replikker i de serier, hvor brødrene Mikkelsen og andre huserer med deres uforståelige mumleri.

I 2000 mente sprogmanden Jørn Lund, at den faste forbindelse mellem København og Skåne sandsynligvis ville få positiv betydning for det danske talesprog. Når vi skal tale med vores skandinaviske naboer, er vi nødt til at stramme os an med at tale tydeligt, kunne man mene - og ønske. Men sådan er det som bekendt ikke gået.

Claes Fürstenberg, journalist ved Sydsvenskan, beskriver nudansk på denne måde: »Danskan blir mer och mer en räcka avklippta ord och långa vokal-haranger där man inte riktigt vet var det ena ordet slutar och det andra börjar.«

Det er skammeligt, at dansk på grund af den sproglige laden stå til bliver mere og mere isoleret fra de øvrige skandinaviske sprog. Svenskere og nordmænd får stadigt sværere ved at forstå talt dansk. Ligesom vi selv gør. Dansk - som færingerne taler det - er derimod det sprog, som flest skandinaver forstår. Med en forholdsvis beskeden indsats har vi altså en sproglig hjemmebane med ca. 20 millioner mennesker.

Hvis dansk skal overleve som et helstøbt sprog, må der sættes ind på mange felter. Mere undervisning i norsk og svensk gennem hele skoleforløbet vil helt sikkert øge bevidstheden om tydelig udtale. Hvorfor sige køhw, når det hedder købe? Her og nu burde alle journalister og andre medlemmer af ”den snakkende klasse” læse bogen ”Godt dansk”, som er udgivet af DR og Syddansk Universitetsforlag. Heri giver nu afdøde professor Peder Skyum-Nielsen fremragende råd og vejledning til journaliststuderende om godt dansk sprog.

»Der bliver skrevet bøger som aldrig før, men ingen læser.« Sådan udtalte en forlagsdirektør for nogle år siden. I dag kan man med samme ret sige: »Der bliver snakket som aldrig før, men ingen hører efter.« For de fleste ville det være en god idé at sige lidt mindre, noget langsommere og meget tydeligere. I begyndelsen vil det kræve lidt mere anstrengelse. Men tager vi os ikke sammen, risikerer vi, at dansk om nogle årtier bliver et sprog, hvor vi kun kan sige nogle uartikulerede gryntelyde, måske garneret med lidt ”worstcasescenario”.