Skal, skal ikke
Tudetøsefilm er slet ikke umulig at elske. Det er faktisk svært at lade være.
Komedie
Skal, skal ikke
USA, 2011
Instruktion: Luke Greenfield
1 time 53 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Rachel og Darcy er bedste veninder, ja nærmest som en slags søstre, for de har kendt hinanden hele livet. Men der er bare et lille problem. Darcy skal giftes med den mand, som Rachel elsker.
”Skal, skal ikke” er en klassisk romantisk komedie, som så mange sukker efter, men som så ofte falder fladt til jorden. Ikke mindst, når der er et bryllup på filmplakaten, for især amerikanske udgaver af denne type genrefilm har det med ukritisk at glorificere brylluppet som en konservativ institution.
Desuden ser det ofte ud, som om de involverede kvinder bliver forvandlet til hærgende hystader i det øjeblik, forlovelsesringen er sat på fingeren. Og det er i det følelsesmæssigt infantile rum, at komikken så udspiller sig.
I ”Skal, skal ikke” forholder det sig heldigvis ikke sådan. Filmen er på trods af sin genkendelige struktur, en overbevisende og rørende film om at vælge kærligheden, selvom det kan have enorme konsekvenser.
Højdepunktet
Ginnifer Goodwin, der har hovedrollen som Rachel, bringer noget ægte følsomhed ind i sin figur, og hun har tonet ned for den lidt for neurotiske lille-pige-stil, som hendes spil tidligere har været præget af i for eksempel ”Han er bare ikke vild med dig”.
Goodwin er det absolutte højdepunkt, og hun bliver bakket godt op af John Krasinsky (”Away We Go”) som vennen Ethan. At det så næsten er synd at se Kate Hudsons krampagtige forsøg på at efterlade et aftryk, ja, det må være. Hendes præstation som den overfladiske blondine-dåse Darcy er kun minimalt mindre irriterende end en kæmpe rødvinsplet på en hvid brudekjole.
”Skal, skal ikke”, der er baseret på Emily Giffins roman ”Something Borrowed”, er ikke desto mindre en tøsetude-film af de gode. Komik og alvor a la ”Sex and the City” går hånd i hånd op ad kirkegulvet, og ”Skal, skal ikke” kan man altså trygt sige »ja« til.