Fortsæt til indhold
Håndbold

Playmaker forlader Skjern

Playmaker Simon Krogh forlader Skjern og går i tænkeboks.

AF JESPER HARBORG, HAANDBOLD.COM

Efter tre et halvt år i Skjern Håndbold forlader playmaker Simon Krogh klubben efter denne sæson.

"Jeg har været meget glad for min tid i Skjern Håndbold. Det har været en spændende og lærerig tid, hvor et stærkt fællesskab blandt spillerne på holdet har opvejet den begrænsede sportslige rolle, som jeg har haft," siger Simon Krogh.

Simon Krogh har i sin periode i Skjern Håndbold spillet 88 kampe.

"Noget af det, som jeg vil tage med videre er, hvordan Skjern Håndbold som klub har formået at skabe en helt utrolig samhørighed fra ligaholdet og helt ned til de yngste hold i ungdomsafdelingen. Det skaber en helt speciel Skjern-kultur, som er stærkt medvirkende til, at vi sjældent spiller kampe for tomme tilskuerpladser," siger han.

Når det handler om fremtiden holder Simon Krogh dørene åbne og overvejer, hvad der skal ske.

"Jeg vil gå i tænkeboks og finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Jeg har sideløbende med mit håndbold haft job på Syddansk Universitet, og hvis jeg skal fortsætte med at spille håndbold eller eventuelt prøve kræfter med trænergerningen, skal det være foreneligt med et civilt job," fortæller han.

Skjern råder i forvejen over den rutinerede playmaker Jesper Jensen samt Claus Møller Jakobsen, der også kan spille pladsen.