Flere unge misbruger stærk medicin
Sundhedsstyrelsen opfordrer forældre til børn med ADHD til at vogte over børnenes medicin.
Stadig flere unge med ADHD misbruger den amfetaminlignende medicin Ritalin, skriver dr.dk.
Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen nu forældre til børn med lægeordineret ADHD-medicin til at holde øje med børnenes forbrug.
Svære forgiftninger
Jens Møller, overlæge på medicinsk afdeling på Århus Sygehus, udtaler til P4 Østjylland, at flere unge kommer til sygehuset med svære forgiftningstilfælde.
"De er opkørte og meget motorisk urolige. De kan have hurtig hjerterytme og rytmeforstyrrelser i hjertet, som kan være dødelige, hvis man har fået høje doser."
Jens Møller er derfor tilfreds med, at Sundhedsstyrelsen nu opfordrer forældre til mere kontrol, skriver dr.dk.