Så kan der skøjtes på Peblingesøen
Der er gode nyheder for skøjteglade københavnere. Isen på en del af Peblinge Sø samt på Kastrup Fort er nu så tyk, at teknik- og miljøforvaltningen har tilladt adgang til søerne.
Tilladelsen for Peblinge Sø gælder kun inden for afspærringen ved Søpavillonen, da isen på den øvrige del af Peblingesøen fortsat ikke er sikker nok. Tilladelsen for Kastrup Fort gælder selve voldgraven.
Peblingesøen er den midterste af de indre søer, og her bliver ryddet to baner til hockey og en rundskøjtebane. De øvrige indre søer åbnes ikke for færdsel, fordi vandforholdene er sådan, at isen ikke kan blive tilstrækkelig tyk.
Selvom målinger viser, at isen nu er sikker nok til at åbne de to søer for færdsel, kan vejret pludseligt slå om og advarselskilte mangle på grund af hærværk, understreger Teknik- og Miljøforvaltningen i en pressemeddelelse.
Af sikkerhedshensyn er det kun tilladt at færdes på tre andre søer i København: Det sydvestlige hjørne af Emdrup Sø, Utterslev Gadekær og Brønshøj Gadekær.