Investering i kunst kræver omtanke
Alle kunstnere laver fra tid til anden noget bras. Det skal investorerne gå langt uden om.
Som kunstrådgiver lever Kim Lykke Pedersen af at anbefale sine kunder, hvilke værker og kunstnere, der er værd at købe, og hvilke de skal vige langt uden om.
Ifølge ham er det muligt at have en kvalificeret mening om den fremtidige prisudvikling på kunst. Akkurat som man kan have en forventning om udviklingen på boligmarkedet. Faktisk giver det god mening at sammenligne kunst med boliger:
Ved en bolighandel bør udgangspunktet være, at man skal have noget at bo i. Men den stigende velstand i samfundet betyder, at de eksklusive villaer med den bedste beliggenhed nok skal holde prisen på langt sigt, om end der kan komme udsving undervejs. Der vil altid være velhavere, som efterspørger de bedste boliger. På samme måde med kunst.
»Man bør købe kunst, fordi man kan lide det, men man kan også se på kunst som en investering. Man behøver ikke være nervøs, hvis man køber de bedste ting. Det bedste Jorn skal nok holde prisen. Man bliver mere sårbar, hvis man bevæger sig ned i mellemklassen,« siger Kim Lykke Pedersen, indehaver af Københavns Vurderingshus.
Køb af kunst er først og fremmest et spørgsmål om kvalitet. Alle kunstnere - også en Asger Jorn - har lavet noget bras, som man skal undgå. Motivet er vigtigt, påpeger Københavns Vurderingshus. Men også selve værkets kvalitet.
Timing afgørende
Samtidig er timingen afgørende, hvis der er tale om en investering, eller hvis man bare som minimum vil sikre sig at kunne holde pengene hjemme ved et fremtidigt salg. Akkurat som på aktiemarkederne opstår der nogle gange en form for hysteri om en kunstner. Måske får han meget presseomtale, også mere end talentet egentlig kan bære, eller nogle af hans værker går til høje priser på auktioner, hvilket skaber en selvforstærkende effekt næste gang, der er noget til salg.
På samme måde er nogle kunstnere oversete i betragtning af deres kvaliteter. Ifølge Københavns Vurderingshus er der aktuelt et godt eksempel på det:
»Ejler Bille er den næste Cobramaler, der får et ordentligt pift op. Hold øje med ham. Som investering er han god. Han er ekstremt undervurderet. I dag kan man købe et af hans gode malerier for 300.000 til 500.000 kr. Det er alt for langt efter en Asger Jorn eller Egill Jacobsen,« siger Kim Lykke Pedersen, som ikke har købt Ejler Bille til nogle af sine kunder.
I gennemsnit stiller han et afkast på 10 pct. om året i udsigt.
»Men man skal huske, at prisen på kunst er meget afhængig af konjunkturerne. Lige nu er der højkonjunktur, så priserne stiger nok mere nu, end de gør om 10 år,« siger Kim Lykke Pedersen.
Vurderinger
I det følgende vurderer han nogle af de danske kunstnere, som han kan finde på at anbefale til kunder, hvis tidspunktet virker rigtigt:
- Egill Jacobsen (1910-1997):
Ham vil jeg ikke anbefale på nuværende tidspunkt, for priserne er steget meget de seneste halvandet til to år. Man kan omvendt sige, at det kan være fornuftigt at sælge ham nu, for det er altid foruroligende, når noget stiger 25-30 pct. om året. Han er blevet revet væk på de seneste auktioner. Det går for stærkt. Det er indiskutabelt, at han er en god kunstner, og han har været for billig sammenlignet med Asger Jorn. Han er en glimrende kunstner at investere i, men ikke nu. Man skal investere, når markedet er roligt eller nede, ikke når det er helt oppe.
- Henry Heerup (1907-1993):
Jeg kan godt finde på at anbefale hans gode ting nu. Han er en meget folkelig kunstner. Måske var det derfor, han steg så voldsomt i pris ved sin død. I 1993 og 1994 bragede priserne i vejret. Der kom nok lidt for meget eufori om ham. Derfor faldt priserne fra 1999 og flere år frem, hvor en del af det, som blev købt ved hans død, nok blev sat til salg igen - med tab. Nu er han efter min vurdering ved at ramme sit naturlige prisniveau.
- Kurt Trampedach (1943):
Vil jeg ikke anbefale. Priserne er alt for ustabile. Han er blevet markedsført meget de senere år og har fået meget presseomtale. Det har helt klart påvirket priserne positivt, men spørgsmålet er, om han skal ligge i det leje. Priserne kører op og ned. Det er alt for usikkert og ikke velegnet til investering.
- Asger Jorn (1914-1973):
Anbefaler jeg helt afgjort. En rigtig god kunstner at investere i, men pas på, for nogle gange bliver hans malerier udbudt til alt for høje priser. Det er en af vores få internationalt anerkendte kunstnere, så publikummet til hans værker er ikke kun dansk. Han er for alvor kommet for at blive. Køber man den bedste tredjedel af hans produktion, går man aldrig galt i byen.
- Paul Fischer (1860-1934):
Et eksempel på en kunstner, hvis priser begyndte at stige voldsomt fra 2000 og nogle år frem. Malerier til 300.000-400.000 kr. nåede på kort tid op i en mio. kr. Det var vi i branchen meget forundrede over og tænkte, at det da måtte gå galt. Og det gjorde det. Man får slet ikke de priser længere for det ordinære og middelmådige. Men Fischer har lavet ting, som koster og skal koste en mio. kr. eller halvanden. Hvor mellemklasseting for to-tre år siden kostede mellem 800.000 og en mio. kr., koster de nu 300.000 til 500.000 kr. Årsagen er ren og skær spekulation. Auktionshuse har meget stor indflydelse, for private opfatter det som en troværdig pris, når et auktionshus tager et maleri ind til en mio. kr., også selv om den pris slet ikke holder. Nu er priserne på Fischer igen ved at være på et fornuftigt niveau, hvor jeg godt kan finde på at anbefale at købe.
- Peder Severin Krøyer (1851-1909):
Anbefaler jeg helt klart. Der er ikke store udsving på ham. Han er rimelig stabil - og hele tiden i opadgående retning med en rolig vækstrate. Han er en af de mest stensikre at købe, hvis man køber hans bedre ting. Han er selvfølgelig også dyr. Snakker vi oliemalerier, skal man nok op i mindst 150.000 kr. for at få noget af det gode, og så er det små malerier. Men der findes også dårlige motiver i den prisklasse.