Presset udefra

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Midt i den utålelige strøm af mere eller mindre irrelevante, personcentrerede ekspertvurderinger af, om stillingen i valgkampen nu for tiden ser ud til at være til den ene eller den anden konstellations fordel, er det ganske forfriskende og løfterigt, at Venstre nu har valgt at sætte fokus på et område, som virkelig har betydning, nemlig sammensætningen af befolkningen i dette land.

Om en familie på overførselsindkomst skal have 20.500 kr. eller 17.500 kr. om måneden efter skat, og om der skal være 2.000 eller 3.000 kr. i månedlig fortjeneste ved lønindkomst frem for passiv overførselsindkomst, er selvfølgelig relevante emner.

Relevant er det også, om andelen af offentlige udgifter skal vokse, eller om den skal fastlåses som en bestemt procentsats med den stigning, som det indebærer.

Men det virkeligt store, dystre spørgsmål, som ikke blot har betydning i den kommende valgperiode, men i de næste generationer, er spørgsmålet om sammensætningen af befolkningen i dette land.

Denne nødvendige diskussion har gennem årtier været blokeret af tågetale, udenomssnak og beskyldninger om unævnelige vederstyggeligheder og brutale menneskesyn hos enhver, der har insisteret på at drøfte problemerne og deres mulige løsning.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har påpeget, at flygtninge- og asylsøgerstrømmen til landet er ude af kontrol, og at de høje offentlige ydelser til flygtninge og asylsøgere virker som et sikkert salgsargument for brutale menneskesmuglere, som naturligvis følger med i den politiske situation i de lande, som de udvælger som mål for flygtningetilstrømningen.

Den plan for begrænsning af flygtningestrømmen, som Venstre fremlagde i går, rummer i sit faktiske indhold ikke megen nytænkning. Faktisk nævner den ikke elementer, som ikke har været i spil før, men det nye – i hvert fald i denne valgkamp – er, at Venstre taler rent ud, nævner problemerne ved rette navn og gør dem til et uomgængeligt valgtema. Debatten om problemet har gennem årtier været vanskeliggjort af, at man ikke har kunnet nævne problemet med uuddannede, ressourcesvage mennesker, som ikke kan eller vil bidrage til samfundets drift, uden straks at få skudt en generel fremmedfjendskhed i skoene, og forargede røster har belært om, at Danmark i fremtiden vil få brug for udenlandsk arbejdskraft.

Ja, netop: arbejdskraft. Der er forskel på at byde en veluddannet maskinarbejder fra Bayern eller en læge fra Indien velkommen og på at åbne dørene for familiesammenføringer af uuddannede slægtninge, som ikke taler dansk, som aldrig kommer til det, og som hverken kan eller vil integreres i og bidrage til det danske samfund.

Der er behov for at skille tingene ad: Danmark skal naturligvis påtage sig sin internationale humanitære forpligtelse til at hjælpe klodens mange flygtninge, men det betyder ikke, at de alle skal til et fjernt nordisk land, som de hverken vil eller kan integrere sig i. Danmark skal være åbent for ud- og indvandring og garantere menneskers frie bevægelighed, men vel at mærke sådan, at enhver stat har lov til at bestemme, hvem den vil lukke ind og gøre til en af sine egne.

Den diskussion er det nødvendigt at tage, hvis man skal imødegå de befolkningsmæssige opløsningstendenser, som vi alt for tydeligt allerede nu ser tegn på.