”Stramninger”

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvad laver de mon i ministeriet efter klokken tre? Man kan vælge at opfatte det eventyrlige koks i Justitsministeriet om, hvor mange asylsøgere der vil blive ramt af, hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt kalder ”stramninger”, som en bureaukratisk Djøf-farce, der løb lidt ud af kontrol – lidt på linje med ”nødløgnen” om Christiania-besøget, der fældede Morten Bødskov som minister. Eller man kan se forløbet som et symptom på den eksistentielle politiske krise, som uenigheden mellem regeringspartierne Socialdemokraterne og De Radikale, som udlændingepolitikken har udløst.

Daværende justitsminister Karen Hækkerup meddelte ved præsentationen af regeringens påståede stramninger af asylreglerne, at ”størstedelen” af de mange flygtninge fra Syrien ville blive omfattet af dem, fordi de ikke er individuelt forfulgte. Det holdt indtil søndag, da den radikale leder, Morten Østergaard, på forsiden af Jyllands-Posten oplyste, at højst en tredjedel af asylsøgerne ville kunne meddeles midlertidigt asyl, fordi hovedparten netop er individuelt forfulgt og derfor ifølge konventionerne skal have asyl.

Så begyndte halløjet i ministeriet. Østergaard havde ret, og derpå blev først et citat fra Karen Hækkerup ændret på hjemmesiden, så hendes bombastiske udmelding blev blødt op. Hun blev med andre ord citeret på Justitsministeriets hjemmeside for noget, som alle vidste, at hun aldrig havde sagt. Det var trods alt for tykt, så citatet blev rettet tilbage igen til det, hun oprindelig havde sagt. Til gengæld indføjedes en ændring i brødteksten, der tilkendegiver, at det på ingen måde er ”størstedelen”, der vil blive ramt af stramninger.

Stort postyr i ministeriet. Men det er naturligvis det mindste af det. Den bekymrende baggrund er, at de to regeringspartier er så rygende uenige om udlændingepolitikken. Socialdemokraterne med statsministeren i spidsen fastholder, at det var betydelige ”stramninger”, som Thorning-Schmidt meddelte ved Folketingets åbning, da hun varslede, at asylsøgere, der ikke er individuelt forfulgt, kun skal have en midlertidig opholdstilladelse, og at de først kan opnå familiesammenføring efter et år.

De Radikale derimod turnerer med budskabet om, at ”stramningerne” slet ikke er så stramme endda. De vil nærmest ikke betyde noget, kan man forstå. Det er ikke engang sådan, at den tredjedel, som ikke er individuelt forfulgt, vil blive ramt af de nye regler, for hvis man flygter fra militærtjeneste i et diktatur har man vist også ret til asyl – og under alle omstændigheder er det umenneskeligt, hvis børnene lades tilbage i hjemlandet, lyder den radikale version.

Det er alt sammen meget forvirrende. De to regeringspartnere spinner løs mod hinanden, alt imens 20.000 asylsøgere i år ventes at komme til Danmark, og kommunerne er ved at segne under presset. Forestillingen om, at situationen i Syrien nok snart normaliseres, så mange på midlertidigt ophold vil kunne sendes hjem igen, er én stor illusion. Regeringen aner ikke, hvordan den skal tackle flygtningestrømmen, og dens to partier er oven i købet rygende uenige om versioneringen af, hvad statsministeren kalder ”stramninger”.

Den nye justitsminister, Mette Frederiksen, var tidligere en udpræget slapper i udlændingespørgsmålet. Hvad hun har meddelt af eder og forbandelser foruden indignerede værdidomme over det borgerlige menneskesyn under VK-regeringens stramninger i 00’erne trodser enhver beskrivelse. Nu er det hende, der skal håndhæve sin partiformand og statsministers ”stramninger”. Hvor længe går det mon godt?