Trump svigtede igen demokratiet i mødet med Xi. Og det var ikke en fejl

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Umiddelbart lader det til, at Xi tørrede gulv med Trump på mødet i Beijing i sidste uge. Det overrasker desværre ikke. Xi fremstod rolig, disciplineret og strategisk, mens Trump fremstod servil og slesk over for den kinesiske diktator.

Selve formen på mødet var ellers meget trumpsk – ceremonier, banketter og billeder fra Den Forbudte By – men tilbage står den massive kinesiske iscenesættelse af Xi som verdensstatsmand og det faktum, at Trump på overfladen kom tomhændet hjem.

Trump havde ellers brug for en udenrigspolitisk sejr. Han var rejst til Beijing svækket af Irankrigen, økonomisk uro hjemme, juridiske nederlag om toldsatser og voksende amerikansk splittelse. Den sejr fik han ikke.

Mødet resulterede nemlig ikke i nogle store gennembrud. Ingen egentlig handelsaftale. Ingen løsning på chipkrigen. Ingen afklaring af toldkonflikter. Ingen reel løsning på Taiwan-spørgsmålet. Kina gav næsten ingen egentlige indrømmelser, men lykkedes med at fremstille sig selv som den stabile stormagt af de to.

Men måske gik mødet alligevel efter Trumps plan. Mødet kan nemlig tolkes som endnu et skridt ned ad den vej, som Trump har bevæget USA, nemlig væk fra sine traditionelle allierede og hen imod en mere transaktionel stormagtspolitik, hvor små lande bliver til flytbare brikker i stormagternes spil. Det er foruroligende for os alle.

Taiwan var det absolut vigtigste punkt på topmødet. Xi advarede direkte Trump om, at Taiwan-spørgsmålet kunne føre til »konflikt« eller »sammenstød«. Desværre forsvarede den frie verdens leder, hvilket man får sværere og sværere ved at kalde den amerikanske præsident, ikke det demokratiske Taiwan. Han sendte derimod meget uklare signaler om fortsat amerikansk støtte til øen.

Det har forståeligt nok skabt nervøsitet i Taiwan. Og lige så forståeligt også i Japan og Sydkorea. Vi europæere bør også bekymre os.

Mødet var med andre ord ikke en kamp mellem demokrati og diktatur, men en forhandling mellem stormagter om magt, handel, teknologi og territorier. Verden er på vej tilbage til virkeligheden i 1800-tallet: store civilisationer, store hære, store egoer – og små lande klemt imellem dem.

Her er Taiwan åbenbart en brik, som Trump er villig til at gamble med. Uden USA er Taiwan tabt, så det er meget alvorligt for Taiwan. Men også for alle andre små lande. For den transaktionelle stormagtspolitik er ikke kun Xi, men også Putin indforstået med. Vi er vidner til en tydelig ambition om at dele verden op i de tre imperiers interessesfærer: Hvis Trump får Grønland, Putin Ukraine og Xi Taiwan, så har alle tre ledere konsolideret deres magt. Delingen i Mellemøsten og Afrika er endnu uafklaret.

Elon Musk var i øvrigt med i Beijing sammen med andre fra det amerikanske erhvervsliv. For det handler den nye verdensorden også om – at sikre sig forretning, adgang til markeder og profit. I 1969 udgav Frank Zappa et album med den satiriske titel “We’re only in it for the money”. Det kunne være Trumps motto. Han mener det bare helt uden ironi.

Vi, europæerne, står under alle omstændigheder tilbage med endnu en understregning af, at vi bliver nødt til at kunne klare os selv. Det gælder militært, teknologisk, energimæssigt og kulturelt. For det er selve spørgsmålet om, hvilket politisk system der skal forme fremtiden, der er på spil i disse år.