Konfirmation er en god investering
Nutidens unge er udfordret – det har unge altid været. Men konfirmationen minder dem om et fællesskab, de har brug for i en urolig tid. Og heldigvis optræder de fleste lige så fornuftigt, som de altid har gjort. Ja, nogle investerer ligefrem deres gavepenge.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
”De smukke unge mennesker” er obligatorisk sangpensum over hele landet i denne tid. Der er konfirmationer i kalenderen.
Og ja, de unge mennesker – hvor mange drenge når at vokse det, forældrene synes er en halv meter i løbet af den periode, de går til konfirmationsforberedelse – er da smukke i deres nyindkøbte habitjakker og hvide kjoler. Det er alt det udvendige, der er umiddelbart synligt.
Men der sker også noget indenunder. For selv om konfirmationen ikke længere, som det var tilfældet i oldefars tid, er afgangssignalet til voksenlivet, så er forandrings- og forundringsrejsen hen imod en eller anden form for modenhed for længst på vej inde i hovederne.
Som halvgammel kan man godt betragte nutidens unge og skiftevis beundre og bekymre sig over den verden, de skal håndtere. En digital verden, en hurtig verden, en omskiftelig verden, hvor kravene kommer fra alle sider. Og ikke mindst fra dem selv.
Mistrivsel og skolevægring florerer som udtryk og virkelighed for flere og flere. Måske er de løbet løbsk i forventningernes irgange, måske har de været overladt for meget til sig selv og ikke mindst en skærm. Som Kim Larsen synger i førnævnte konfirmand-evergreen: »Der var nogle, der blev tilbedt./Andre måtte nøjes med/digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed.«
Og så alligevel. Enhver generation har sine udfordringer – og det er, som om det er en del af brugsanvisningen, at generationerne før dem skal komme med hændervridende formaninger og bekymringer på de unges vegne.
I virkeligheden skal vi tro på, at de fleste klarer sig. Som det er sket med generationerne før dem. Man skal ikke underkende den resiliens, der ligger som et ulmende kraftværk i de unge, selv om de måske ser lidt mutte og kejtede ud i det uvante festtøj.
De bruger digitale hjælpemidler til at finde svar og løsninger. Ikke kun fordi de ikke vil dele det med deres forældre, men fordi det er en indgroet del af deres værktøjskasse.
Men er selve konfirmationen så bare en anledning til en fest, der tilmed skæpper i kassen? For nogle, måske – men der er noget, der tyder på, at i den turbulente tid, vi lever i, er der flere unge, der tager konfirmationen som et aktivt valg.
Præster oplever at døbe flere og flere unge, så de kan blive konfirmeret. De er aldrig blevet døbt som børn, fordi de blev født i en tid, hvor troen fyldte mindre – og for nogle var pletvis pinlig at forholde sig til. De er efterslættet af en generation, hvor rundkredspædagogikken dannede vognborg mod traditioner og tilhørsforhold.
I dag taler vi om danskhed – og det at høre til. Det fylder mere i debatten, og det er godt. Det handler ikke om at være laktoseintolerant eller andet tosseri. Det handler såmænd heller ikke om hudfarve eller oprindelse. Det handler om bevidstheden om at høre til et sted. Om at være en del af noget større.
Der venter konfirmanderne nogle hårde år. De skal finde deres plads i livet. Og det kan give ture i grøften. Men derfor skal de have lidt rum til at feste og skeje ud.
Noget tyder på, at langtfra alle brænder den nyvundne formue af på at bælle Pisang Ambon på blå mandag. Flere og flere konfirmander bruger faktisk pengene til at grundlægge sans for formuepleje ved at investere pengene fra onkel Ejnar og tante Else.
Det kan godt være, at hormonerne bobler, og at alting ikke er lige gennemtænkt. Men – investere sine konfirmationspenge? Det skal nok gå alt sammen så.
Tillykke – og al mulig held og lykke med livet.