Ikke kun Grønlands fremtid er på spil

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når meget er på spil, skal man vælge sine kampe med omhu.

Forstå, hvornår det er klogt at tale. Og hvornår det er klogt at tie.

Lige nu er det bedst at tie, hvis man vil indtage offerrollen og ikke har andet at bidrage med end at bebrejde Danmark for at tilbageholde oplysninger og kalde det »nykolonialistisk« ikke at blive inviteret til et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Jovist, kan der på mange ledder og kanter være grund til at gå konstruktionen i rigsfællesskabet efter i sømmene. Men nu gælder det kongerigets suverænitet.

Offerrollen er præcis det redskab, som Donald Trump kan bruge og har brugt for at dyrke kløften mellem Grønland og Danmark til sin fordel. Pipaluk Lynge, som er formand for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg med den indsigt, som det giver, burde være for klog til at stille op som ”nyttig idiot” og i bedste fald ubevidst spille Trump gode kort på hånden.

Andre i Nuuk har indset det. 19-årige Malik Gerth Frederiksen Dollerup-Scheibel, som var på café med Trump Jr. for et år siden, da Trumps søn tog til Grønland for at dele Maga-kasketter ud, har lært lektien og vil ikke gøre det igen:

Alvoren er gået op for ham. Trump vil have Grønland.

»Tidligere var det bare sådan: Ja, ja, det snakker du bare om. Nu tænker man: Okay, nu mener han faktisk noget,« siger han til Jyllands-Posten.

Og som det er afdækket over de seneste uger, så handler Trumps appetit på Grønland om meget mere end magten over verdens største ø.

Hele den europæiske sikkerhedsarkitektur og Natos eksistens er på spil.

I et interview med New York Times mere end antyder Donald Trump, at han er villig til at ofre Nato for at få Grønland. For en mand, hvis hjerte ikke banker specielt varmt for Nato, er det en procesrisiko.

Forestillingen om, at kravet om at få Grønland bliver en del af spillet om Ukraine, er ubærlig – men ikke utænkelig. Europæerne kan komme til at stå over for virkelig ubehagelige valg.

Kampen om og for Grønland har vidtrækkende konsekvenser. Som forholdene er nu, så foregår den inden for rigsfællesskabets rammer. Men dog i nogen grad moderniserede rammer. Grønlænderne har haft et helt berettiget krav om at sidde med ved bordet, når grønlandske forhold diskuteres. Intet om Grønland uden Grønland.

Også her kræver det en vis indsigt i de faktiske forhold for at danne et realistisk billede af, hvad der er muligt.

Grønlands Departement for Udenrigsanliggender har 11 medarbejdere i Nuuk, fire i Bruxelles, tre i Washington D.C. og to ansatte i Reykjavik. 20 ansatte i alt, ud over studentermedarbejdere og praktikanter. I State Department er der over 80.000.

Vi står i Davids kamp over for Goliat. Og det siger sig selv, at det kan en stab på 20 utvivlsomt dygtige diplomater ikke løfte alene.

Heller ikke alene med bistand fra København.

Nu gælder det de alliancer, som der allerede er trukket på, når stort set samtlige lande i Nato- og EU-kredsen offentligt bakker op om både Danmark og Grønlands synspunkter: Grønland er ikke til salg, og grønlændernes fremtid afgøres i Grønland.

Og det fortjener ros, at alle fem partier i Grønlands parlament efter Trumps seneste udtalelser fredag udsendte en fælles erklæring, hvor de igen slog fast, at man ikke vil være en del af USA.

Nu er det vigtigste og højest prioriterede emne at få Donald Trumps planer placeret i en ramme, som ikke sprænger hverken Grønland, rigsfællesskabet eller Nato.

At det lander der, er ikke givet. Men ingen bør være i eller så tvivl om, hvor kræfterne skal bruges.