København har afskaffet drengestreger. Det er et nederlag
Københavns Kommune vil regulere sproget i ligestillingens navn. Resultatet er et sterilt parallelsprog, der hverken inkluderer eller inspirerer, men kvæler tillid og dømmekraft.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ligestillingsenheden i København oplyser, at der i begyndelsen af 2025 boede 338.986 kvinder og 328.113 mænd i kommunen. At enheden så traditionelt begrænser sig til at opdele befolkningen i kun to køn, kan undre. For generelt er det gået helt agurk i afdelingen.
Det viser ”Inkluderende kommunikation og sprogbrug”, en vejledning i, hvordan kommunens ansatte bør tale til hinanden og borgerne. Det vides ikke, hvor hyppigt begrebet ”dørmand” bruges i kommunal sammenhæng, men hvis det gør, skal det i fremtiden erstattes med ”dørvagt”. ”Drengestreger” hedder nu ”ballade” og ”hår på brystet” er ”modig”.
Vejledningen kommer efter ”Kønsinkluderende kommunikation og sprogbrug 2022”, hvori Ligestillingsenheden slår fast, at »København er en by for alle«. Men åbenbart ikke for alle og enhver. For der er snævre grænser for, hvordan kommunens ansatte, altså voksne, overvejende fornuftige mennesker, skal opføre sig.
Ifølge ”Kønsinkluderende kommunikation og sprogbrug 2022” skal man være varsom med at kønsdefinere børn – hellere bruge ”deres” i stedet for ”hans” eller ”hendes”.
Ingen tvivl: Alle skal mødes med værdighed, respekt og tolerance. Det er almindelig pli. At det offentlige udsender vejledninger til sine medarbejdere om, hvordan man bør omgås hinanden, er netop et udtryk for det stik modsatte: mangel på værdighed, respekt og tolerance over for sine medarbejdere.
Hvorfor ingen tør sige fra over for denne helt hysteriske (og det kan både mænd og kvinder være) besættelse af skininkluderende, åndløse vildledning, siger noget om den politiske korrektheds vetostyrke.
Man vil fange alt, men favner i virkeligheden ingen. Tværtimod fjerner man fokus fra de reelle ligestillingsproblemer, der så sandelig også findes i Københavns Kommune. Spørg bare i Mjølnerparken eller i Tingbjerg. Hvis forsøget på dialog om tvangsægteskaber eller shariaråd indledes med spørgsmålet om, hvilket pronomen imamen foretrækker, har vi allerede givet op. Imamen har i hvert fald.
Det kønsidentiske overdrev er ikke bare en jordisk plage. Københavns Kommune forsøgte sidste år at indføre en »kønsneutral gravmindebestemmelse«, så gravmonumenter over kendte kvinder og mænd blev renset for stereotype betegnelser som ”formand” eller ”malerinde”. Kirkeminister Morten Dahlin (V) havde hår nok på brystet til at sige fra. Eller også var han modig.
Det hele er grinagtigt, hvis det ikke var, fordi tendenser fra hovedstaden har det med at brede sig til resten af landet, og det kommer snigende. Wokeismen har i sin grundbetydning gjort meget godt: Den har gjort os mere bevidste om diskrimination og blinde vinkler. Men den sproglige overstyring har den stik modsatte effekt. Det bliver frastødende, fremmedgørende og reelt ekskluderende.
I Frankrig har man udrullet ”écriture inclusive”, en kønsneutral grammatik, som er blevet kaldt uhåndterlig, uforståelig og endda »demokratisk problematisk«, fordi sproget risikerer at blive en klassemarkør. I USA har vi set, hvad der sker, når det hele bliver for meget.
Sproget er menneskets måde at forstå verden på. Når man begynder at censurere ordene, censurerer man også nuancerne – og i sidste ende hinanden.
Hvis København virkelig vil være for alle, skulle kommunen starte med at have tillid til, at medarbejderne godt selv kan finde ud af at tale ordentligt. Ligestilling vokser ikke af sproglige regler, men af respekt. For medarbejderne samt for de 667.099 københavnere og skattepengene.