Overfaldet på Mette Frederiksen viser vores skrøbelighed: Derfor kan alvoren ikke overdrives
Overfaldet på Mette Frederiksen rammer os på det mest sårbare tidspunkt, man kan forestille sig. I onsdags fejrede vi 175-året for en grundlov med ytringsfrihed og folkelig repræsentation, og søndag går vi til valg.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danmarks statsminister blev overfaldet på åben gade tidligt fredag aften. Tilsyneladende er gerningsmanden en 39-årig herboende mand fra Polen, der ved grundlovsforhøret lørdag eftermiddag afviste, at hans overfald på Mette Frederiksen på Kultorvet i det indre København skulle være politisk motiveret.
Tværtimod roste han den socialdemokratiske formand for at være ”elegant”. Han havde efter eget udsagn ikke bevidst opsøgt hende, men erklærede, at han var blevet overrasket over at se landets statsminister blande sig i den almindelige fredagstravlhed på pladsen.
Nej, det ville have været utænkeligt i Polen. Eller i stort set alle andre lande. Desværre.
Hændelsen er en ualmindelig trist påmindelse om, at vi ikke kan tage vores uskyld for givet. Den gamle, klassiske plakat, hvor en venligt udseende politibetjent holder trafikken myndigt tilbage, mens en andemor passerer gaden med sine ællinger, er ikke alene det billede, som en del udlændinge nok stadig har af H.C. Andersens hjemland. Men det er også det billede af vores eget fredsommelige samfund, vi gerne vil se os selv i.
Den stigende polarisering, der tales så meget om i disse år, er en farlig glidebane. I virkeligheden ville de færreste i bund og grund have været yderligere chokeret, hvis det havde vist sig, at overfaldet var på en eller anden måde politisk motiveret. Det tyder de foreløbige oplysninger heldigvis ikke på. Men episoden er en løftet pegefinger til danskerne.
Et angreb på en folkevalgt er et angreb på os alle. Vold er uacceptabelt. Vold ødelægger familier og mennesker, men det ødelægger også nationer. For demokratiet er det særligt undergravende, når volden rettes mod Danmarks statsminister.
Heldigvis har vi været forskånet for alvorlige angreb som dem, vores naboland, Sverige, har oplevet - først med statsminister Olof Palme og siden knivdrabet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh. De to attentater tilføjede også ved de lejligheder det svenske ”folkhem” alvorlige banesår i selvopfattelsen som et fredeligt, demokratisk land.
Og volden rammer os på det mest sårbare tidspunkt, man kan forestille sig. I onsdags fejrede vi 175-året for en grundlov med ytringsfrihed og folkelig repræsentation. Vi fejrede afskaffelsen af et enevældigt voldsmonopol og at det blev erstattet med frihedsrettigheder, ansvar og fællesskab. Og søndag er valgdag. Midt i en tid, hvor truslerne udefra imod vores ellers så trygge samfund er til at få øje på.
Det er en forudsætning for hele vores samfundsform, at statsministeren og alle andre politikere kan agere frit. I forvejen lever Mette Frederiksen og flere andre danske politikere en tilværelse med livvagter og trusler. Det er uacceptabelt. Det skal ikke ende med, at politikerne er nødt til at skærme sig mod det omgivende samfund. For hvis det sker, risikerer de at fjerne sig fra de vælgere, der har udpeget dem til at lede vores land.
Forude venter også Folkemødet på Bornholm. Hvor risikoen for ballade allerede ligger tykt i luften, ventileret af en tankeløs ledelses nærmest åbne invitation til ballademagere om at komme til Allinge for at overdøve og umuliggøre den demokratiske samtale.
Det må ikke ske. Ligesom det, der skete fredag aften, ikke må ske. Det udstiller en uhyggelig skrøbelighed i Danmark. Derfor kan alvoren ikke overdrives.