Det er let at råbe "historieløs!" efter unge aktivister. Men noget sværere at få råberi forvandlet til fornuft

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Forleden afbrød to aktivister premieren på årets Cirkusrevy på Bakken nord for København. Med bannere om »klimakollaps« og »træk nødbremsen!« entrede de scenen i det traditionsrige telt og føjede dermed endnu en aktion til et forår, der har været usædvanligt rig på afbrydelser af den slags.

Nu er der nok ikke den store chance for, at de lytter. Men de burde læse det svar som en af dansk revys gamle kæmper, Flemming Jensen, efterfølgende skrev til dem: »I vil noget godt – vi ved det! Ovenikøbet noget indiskutabelt godt. Og det er fint, at I demonstrerer – det er vi langt flere, der burde gøre. Men angrib jeres fjender – ikke jeres venner! Revyen i år bringer netop jeres ærinde frem i lyset – og det på en langt mere elegant og virkningsfuld måde, end I selv formår.«

Tekstforfatteren, elsket for sin humor og kendt for sine alt andet end tandløse holdninger, formulerer simpelthen den forbindelse, der ellers ikke er i den form for aktivisme, som tiden i voksende omfang er så rig på. Aktivister, der råber og pifter, hopper op og sætter sig ned alle mulige mærkværdige steder, sætter nok strøm til deres mobiltelefoner, så de kan se, om deres gøren og laden får en effekt på de sociale medier. Men de sætter ikke stikket i til samtalen. De trækker det.

Besættelsen af flere amerikanske universiteter har også spredt sig til Danmark, hvor det er Københavns Universitet, der lægger græs til mere eller mindre velartikulerede krav om våbenhvile nu og slut med al samkvem med Israel. Det ligger i forlængelse af de mange larmende demonstrationer, der har præget gadebilledet det seneste halve års tid med samme firskårne og nærmest aggressive budskaber. Optrinnet på Bakken var et meget konkret billede på en polarisering, der umuligt kan flytte noget. Der sad et udsnit af Familien Danmark klar til klassisk gak og løjer fra revyscenen, så ærkedansk som sild, snaps og klaphat, og pludselig fejede revolutionens fortrop ind foran skuespillerne. Et kultursammenstød i fri dressur.

Skal vi være bekymrede? Er den politiske polarisering, som præger USA, også noget, der – som så meget andet – med en let forsinkelse ankommer til fredelig Konsensusdanmark? Og er det i givet fald noget, der kan rokke ved den politiske dagsorden mere, end godt er? Et forsigtigt, men ikke urealistisk bud er: Nej, ikke det mindste. Ligesom ethvert sogn har sine trolde, har hver generation også sine brushaner. I forbindelse med protesterne på universiteterne i USA er der draget oplagte paralleller til tiden omkring 1968, hvor studenteroprøret fejede over den vestlige verden. Og det er ikke forkert at mene, at det, der sker nu, er noget fra samme skuffe – udsprunget af frustrationer over det bestående, over boomerne, der ikke fatter en pløk af woke, LGBTQ+ eller identitetspolitik i det hele taget.

Det spøjse er så, at mange af de boomere er de selvsamme, der i sin tid harmedes over datidens boomere. Inden de selv indtog gode stillinger med pensionsordning i det offentlige system, som de havde set sig sure på.

Og tankevækkende er det også, at det er en garvet humorist, der bedre end de fleste evner at sætte tingene på plads. At råbe ”historieløse!” ad den nye generation er muligvis en korrekt analyse, men noget af den historieløshed er skabt af tidligere generationers oprør mod det bestående. Som historiker Henrik Jensen har skrevet, så hældte man lige rigeligt af det bestående ud med badevandet efter 1968. Det betaler vi for nu.