Vi kræver ikke Jørgen de Mylius tilbage. Men gør, som man gjorde i 1967

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ørene trængte til hvile, og øjnene til ro. For hold da fest for en mundfuld, også dette års Eurovision Song Contest – og ikke mindst dækningen af det – har været. Engang kaldte vi det Melodi Grand Prix, det var en yndig tid, men musikken er tydeligvis ikke længere omdrejningspunktet. En af DR’s utallige chefer har ligefrem udtalt, at det er de gakkede sange, der dominerer, og at den statsfinansierede mediemastodont skal se på, hvordan man nu skal navigere efter sådanne parametre.

Et forslag til en fremtidig vej for Danmarks deltagelse, som holder fra Mols til Skagen, vil være, at DR helt stopper med at bruge tid, kræfter og danskernes penge på en pseudobegivenhed, der end ikke efterlader en lille melodi at nynne med på. Danmark udlod at deltage i 1967 til 1977, fordi DR fandt kvalitetsniveauet for lavt. Statsradiofonien skulle bare vide, hvad der ventede.

Selv hvis man de seneste dage har haft andet at lave (og det har man forhåbentlig) end at følge med i det skøre (medie)show, undslipper man ikke Eurovisionen, der kan trække artikler, live-indslag i nyhedsudsendelser og være fast element i flere dages radioaviser.

Så opblæst har det været, at politikere har følt det nødvendigt at afbryde sommerhuslivet for at kommentere begivenheden, der uden for sin egen selviscenesatte og selvkonstruerede boble er så inderlig ligegyldig, hvis det da ikke lige var, fordi statskassen via DR bidrager så hengivent til den.

Eurovision Song Contest handler hørbart ikke længere om musik, hverken disko eller tango. Det meste af mediedækningen handler heller ikke om Eurovision Song Contest, men om mere eller mindre søgte sammenligninger med virkeligheden tilsat konfetti. Hos DR drejer dækningen, som det så ofte er tilfældet, om DR-værterne, DR-værternes påklædning, DR-værternes indbyrdes relationer og DR-værternes private følelsesliv. Den rene vuggevise.

Om det var afviklingen i Malmø, der gjorde det ekstra bekvemt for medierne at dække den såkaldte sangkonkurrence så intenst, vides ikke. Relevans kan ikke have været et argument.

Hvad har popmusik med EU at gøre? Alt, påstår DR. Meget lidt, vil være et mere korrekt og mindre pinligt svar. For kloden drejer, uanset om Eurovision Song Contest findes eller ej. Engang var det vist nok meningen, at den ”musikalske” parallelvirkelighed skulle samle nationer via musikken, men også i år har showet mest af alt været en konkurrence i at indtage ”de rigtige” holdninger og boykotte hinanden. Eurovisionen ignorerer en virkelighed, hvor der er mere boom boom end glimmer, og er endt med at blive en politisk slagmark, selv om den skulle være åh så inkluderende og mangfoldig i ordets egentlige forstand.

Med den tydelige manifestation af flydende kønsbegreber og central styret selektion af, hvilke tilråb der er passende over for hvilke nationer, minder Eurovision Song Contest i stigende grad mere om en statsfinansieret, international Pride-begivenhed. Man savner ligefrem 1990’ernes (selv)ironi. DR burde overveje at følge i hælene, når danske organisationer og virksomheder nægter at lade sig pådutte bestemte holdninger eller i det hele taget bakke op om en affære, der trods – eller netop i kraft af – alle bestræbelser på at rumme alt risikerer at blive alt det, som ingen ser.

Sku’ du spør’ fra no’en, hvordan det i grunden gik for Danmark i år, er svaret: Ligesom de foregående mange år, hvor ingen husker hverken sang eller sanger. Men hallo hallo; det er åbenbart heller ikke det, Melodi Grand Prix handler om. Stop, mens legen er god.