Det er desværre nødvendigt at arve vestjysk stædighed
Bjarne Hansen overtog en giftig sag og sin stædighed fra sin far. For ham er ny aftale ikke et punktum.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Omsider! Omsider er der skrevet under på en aftale om, at sandet ved Høfde 42 skal renses.
Siden 1950’erne har Cheminovas produktion af kemikalier i området skabt hele tre af landets 10 såkaldte generationsforureninger; fabriksgrunden på Rønland, den gamle fabrik på Harboøre Tange og altså kemikaliedepotet ved Høfde 42.
Med velsignelse fra staten – der også brugte stranden som giftdepot – blev der i 1950’erne og 1960’ene nedgravet over 100 tons forurenende stoffer, herunder syv tons kviksølv.
Siden er det blevet forbudt at bade, dykke og fiske i området, og de lokale har levet i frygt for, hvad der ville ske, når Vesterhavet engang har ædt sig ind på stranden. En potentiel miljøkatastrofe for havet og for Limfjorden.
Trods de uoverskuelige konsekvenser er sagen gennem årtier blevet trukket i langdrag.
Det har dog ikke slået de lokale ud.
Navnkundige Rav-Åge og senere hans søn, Bjarne Hansen, er måske ikke arketyperne på miljøforkæmpere. De og andre lokale har viet halve og hele liv på at insistere på faren ved at have de mange tons gift, blandt andet sprøjtemidler mod insekter, liggende på tangen.
De har ikke kastet sig ud i demonstrationer og såkaldte happenings med at lænke sig til fabriksbygninger for at råbe op om deres sag. For her råber man ikke. Stædigheden har været deres våben, og den har der været brug for.
I begyndelsen af 1980’erne blev noget af giftdepotet gravet op, og dele af området blev ad flere omgange forsøgt renset i 00’erne og 10’erne, men nogen egentlig løsning kom ikke på tegnebrættet før nu – fire år efter pengene til oprydningen blev fundet i finansloven.
Gad vide, om man havde oplevet samme sendrægtige sagsbehandling, uopmærksomhed og manglende vilje til at finde de nødvendige penge, hvis Cheminova samt fabrikkens (og statens) giftdepot var placeret på Tisvildeleje Strand? Næppe.
Endelig har Region Midtjylland skrevet under på en aftale med virksomheden Arkil om at begynde oprensningen. For ikke at transportere det stærkt forurenede sand skal det renses på stedet ved hjælp af opvarmning.
Alt bliver ikke dermed godt i morgen. Først om halvandet år begynder man det egentlige arbejde, for miljøtilladelserne skal i hus. Vi skal helt frem til 2030, før man forventer at være færdige.
Lokale som Bjarne Hansen tvivler på, at man trods det årelange arbejde til 728 mio. kr. formår at fjerne al forureningen, og miljøkampen dermed langt om længe kan afsluttes.
Noget tyder desværre på, at han har ret.
Endnu kender man ikke omfanget af en eventuel forurening under områdets fintkornede jordlag, det såkaldte siltlag, ligesom oprensningen ikke omfatter området uden for de spunsvægge, der i 2006 blev hamret ned i sandet for at beskytte Vesterhavet mod giftlageret.
Apropos Vesterhavet, så pumper Cheminova ifølge DR den dag i dag stadig forurenet spildevand direkte ud i havet, der i forvejen er belastet af for store mængder arsen og kviksølv. Myndighederne burde gribe ind, har embedsmænd i Miljøministeriet sagt i flere år, men heller ikke her er der sket noget.
Borgerne i Thyborøn og Harboøre, ja i hele landet, har dermed stadig noget at kæmpe med. Vilje, stædighed og retfærdighedssans må gerne gå i arv. Det burde forureningssager ikke.