Juul er vel det, mange går og sukker efter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På Christiansborg har Mona Juul indtil nu kontor klos op ad Statsministeriets dør. Som ny politisk leder og senere formand for Det Konservative Folkeparti kommer hun reelt og organisatorisk tættere på magten, om end partiet er langt fra fordums storhed.

Man har længe talt om hende som en mulig afløser, men ingen kunne naturligvis drømme om, at det skulle ske på baggrund af Søren Pape Poulsens pludselige dødsfald.

Det er dog ikke det eneste, der gør afsættet usædvanligt. Der er ikke just tradition for intern fordragelighed hos De Konservative, heller ikke om formandsposten. Opgørene har været en del af partiets dna både præ- og post-Schlüter. Nedturen derefter var mere, end partiet kunne bære med værdighed, og særligt mod slutningen af 1990’erne var balladen fatal, grænsende til det komiske. Julefrokosten i ’98, hvor Hans Engell endnu var formand, udviklede sig nærmest korporligt. Ikke alle nåede risalamanden.

I det lys synes der at være mere ro og en solid opbakning til Mona Juul. For hende, for partiet og for den borgerlige opposition kan man håbe, at freden varer ved, også når chokket over Papes død har lagt sig. Den kommende tid vil vise, om Mona Juul blot er en bekvem løsning på et akut problem, eller om hun for alvor kan og – ikke mindst – får mulighed for at bygge det nye ståsted, som partiet og det konservative Danmark trænger til.

Mona Juul er valgt i et stærkt begrænset ansøgerfelt. Tæller kvalifikationer med i det spil, pegede pilen entydigt på hende, selv om hun trods en halvmoden alder stadig er halvgrøn på Christiansborg.

Hvad Mona Juul ikke har fået af politisk erfaring siden studieårene, har hun til gengæld hentet i erhvervslivet. Også det adskiller hende fra de øvrige partiledere og er nok, hvad mange vælgere savner: en dokumenteret virkelighedsorienteret politiker med en karriere uden for det politiske system.

Hun kommer ikke fra et akademikerhjem, uden det i sig selv er nogen kvalifikation eller diskvalifikation. Der var »langt mellem møblerne«, har hun fortalt. Siden tjente hun sine egne penge og har bl.a. som reklamedirektør haft en reel succesrig karriere. Det er klædeligt, og hun nyder stor respekt og opbakning fra erhvervslivet i Østjylland, hvor hun er valgt.

Engang omtalte man hånligt tidligere formand Bent Bendtsen som ”Mr. 10 pct.”. I dag er stemmeprocenten langt under tocifrede andele, og Mona Juul er tvunget til at måle partiets succes på en anden skala end antallet af mandater. Det kan være evnen til med en ny stemme og revitaliseret energi at genopfinde et konservativt svar på det, der historisk har været K-mærkesager, og som er højaktuelle, uden partiet for alvor har grebet muligheden: forsvarspolitikken og klimaet og såmænd også familien, hvor venstrefløjen længe har taget monopol på ikke mindst værdidiskussionen – ikke altid i en befordrende retning.

Mona Juul er på mange måder upoleret og uspoleret. Hun taler bramfrit, er lattermild og ser stort på, at der af og til falder et bandeord som tegn på ægte engagement. Hun vil bevare De Konservative som et resultatparti og ikke et ramasjang-parti.

Om det lykkes, er ikke alene op til Juul, men også den konservative folketingsgruppe og bagland. Som formand skal Mona Juul bevise, at hun kan leve op til sit slogan fra valgkampen i 2022: »Mindre bla, bla, bla. Mere handling«.

Må man tilføje: mindre bøvl, mere blær.