EU's landbrugsstøtte skal omlægges til bæredygtighed
Landbrugsstøtten er så politisk betændt, at EU kategorisk har afvist at lade emnet indgå i forhandlingerne om en transatlantisk handelsaftale.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Med en afsikret håndgranat som en mulig undtagelse kan intet forrette så stor ravage i en gruppe af europæiske politikere som blot at nævne ordet ”landbrugsstøtte”.
Derfor er det et initiativ af de mere modige, når Venstre, De Konservative, De Radikale og Alternativet i slutspurten op til valget til Europa-Parlamentet foreslår en gennemgribende omlægning af landbrugsstøtten, så den fremover flugter med EU’s ambitioner i forhold til FN’s klimaaftale og FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
I praksis vil det sige, at landmændene fremover ikke skal honoreres for, hvor store arealer de dyrker, men hvad de dyrker og især hvordan. Med andre ord skal den planøkonomiske fokus flyttes til økologi og bæredygtighed.
Forslaget vil formentlig finde klangbund hos den store del af vælgerkorpset, der hverken bor på landet eller har relationer til landbruget. For disse vælgere drejer problemstillingen sig om udvalget i supermarkedernes kølediske, herunder om der er taget hensyn til miljø og dyrevelfærd. De færreste kerer sig om, hvorvidt det også har været rentabelt for landmændene at leve op til forbrugernes krav.
I Danmark og de fleste andre EU-lande handles, belånes og ikke mindst beskattes landbrugsjord efter, hvor meget det kan generere i landbrugsstøtte. En omlægning af støtten, så den ikke længere er knyttet til det dyrkede areal, vil derfor være økonomisk destruktiv for mange landmænd.
I en ideel verden eksisterede der ikke statsstøtte, men der er ingen udsigt til at landbruget genvinder sin fulde frihed.
I dag anvendes mere end en tredjedel af EU’s budget på støtte til landbruget. Beløbsmæssigt taler vi om ca. 430 mia. kr. Der er omkring 11 mio. landbrug i EU med ca. 22 mio. direkte beskæftigede. Medregnes beslægtede sektorer svarer landbruget for ca. 44 mio. job i EU. I kalkulen indgår, at ca. halvdelen af befolkningen i EU lever i landdistrikter, og en del af landbrugsstøtten anvendes derfor til formål, som skal tilgodese denne store befolkningsgruppe.
Over årene har landbrugsstøtten været faldende fra i 1985 at have udgjort næsten trefjerdedele af EU’s budget til i EU-Kommissionens udspil for budgetperioden 2020-27 at blive reduceret til lige godt en fjerdedel.
Så politisk betændt er landbruget og landbrugsstøtten, at EU kategorisk har afvist at lade emnet indgå i de forhandlinger om en transatlantisk handelsaftale, som EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker for næsten et år siden enedes med USA’s præsident Donald Trump om at iværksætte, men som endnu ikke er begyndt. Spørgsmålet er, hvor længe tålmodigheden rækker i Det Hvide Hus?
Samme protektionistiske tilgang præger andre af de handelsaftaler, som EU i disse år indgår. I det omfang at landbruget er et element i disse aftaler, drejer det sig for EU først og fremmest om at beskytte landbrugets mangfoldige særinteresser samt begrænse adgangen til det europæiske marked og omvendt sikre maksimal markedsadgang i resten af verden for den europæiske fødevareindustri.
EU er arbejder for handel, men bestemt ikke for frihandel.
I en ideel verden eksisterede der ikke statsstøtte, men der er ingen udsigt til, at landbruget genvinder sin fulde frihed.
Derfor er det livgivende, at der i landbrugslandet Danmark op til europaparlamentsvalget er politisk vilje til at sætte landbrugsstøtte på dagsorden. Modsat deres ofte militante franske kollegaer er danske landmænd aldrig gået af vejen for en saglig debat – heller ikke om det indlysende rigtige i at få omlagt støtten, så den flugter med de altdominerende dagsordener i det kommende årti: Klima og bæredygtighed.