Svenske partier skyder igen sig selv i foden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tredje gang blev ikke lykkens gang i Sverige. Tværtimod. Moderaternes leder, Ulf Kristersson, skrev svensk historie, da han onsdag morgen blev stemt ned i Rigsdagen som statsminister. Hans smalle regering bestående af hans eget parti og Kristdemokraterne kom aldrig i gang. Hurdlen er nu som før Sverigedemokraterne, uden hvis støtte hverken Stefan Löfvens rød-grønne blok eller Ulf Kristerssons borgerlige Alliansen kan få flertal.

Allerede på valgnatten stod det klart, at der var lagt op til et længere tovtrækkeri. Den rød-grønne og den borgerlige blok kom ind i Rigsdagen med nogenlunde samme styrke. Mellem eller måske rettere ved siden af dem står de stærkt styrkede Sverigedemokrater. Man kunne så tænke sig, at de øvrige partier ville læse lektien og erkende, at strategien med at holde Sverigedemokraterne helt uden for politisk indflydelse ikke er gangbar. De gamle partier tabte tilmed terræn.

Den korte debat i Rigsdagen onsdag morgen viste desværre, at de svenske politikere ikke er kommet meget videre, selv om de nu har haft mere end to måneder til at fordøje resultatet. Argumentet fra de 195 rigsdagsmedlemmer, som stemte mod Ulf Kristerssons regering, er nu som før, at Sverigedemokraterne ikke må få indflydelse. Partiet bryder med borgerlige værdier om »det åbne, inkluderende og tolerante samfund«, som Centerpartiets Annie Lööf forklarede, da hun skulle begrunde, hvorfor hun sammen med de liberale valgte at stemme en borgerlig regering ned. Set udefra står det ikke godt til med det såkaldte åbne, inkluderende og tolerante svenske samfund. Tværtimod hober problemerne sig op, og det kan undre, at hverken socialdemokraterne eller de borgerlige partier vil se realiteterne i øjnene.

Hvis der er noget, som Sverige har behov for nu, så er det en regering, som vil tage hånd om problemerne frem for at tale dem væk. Onsdagens afstemning viste, at det næppe vil lykkes i det nuværende parlament. Ingen af Rigsdagens partier har rykket sig nævneværdigt siden valget den 9. september. Forskellen er kun, at de partier, som i valgkampen gav forsigtige åbninger mod Sverigedemokraterne, nu har fået afprøvet det grundlag og er stødt mod en mur. Den består nu som før af de to andre borgerlige partier og de tre rød-grønne, som alle er enige om, at ikke en millimeter skal gives til Sverigedemokraterne. Det er de ikke blege for at rose hinanden for. Det betyder, at der næppe er udsigt til, at fronterne rykker sig i de tre afstemninger, som endnu er tilbage, før der kan udskrives nyvalg.

Valget i september burde læses som en første advarsel om, at strategien med at lukke lidt over en million svenske vælgere ude, ikke er holdbar. Meningsmålingerne viser da også, at det er Sverigedemokraterne, som har vundet på det tragikomiske svenske regeringsdrama. Des mere de etablerede partier slår krumspring for at holde dem ude, samtidig med at de selv fremstår handlingslammede, des større er muligheden for, at vælgerne søger mod et alternativ.

I Sverige tales der meget om stereotyper og ikke mindst om, hvordan man skal undgå at behandle enkelte befolkningsgrupper som stereotyper. Det ville klæde de politikere, som sætter sig op på den høje moralske hest, at bruge deres egne idealer – også over for Sverigedemokraterne. Ingen har påstået, at alt, hvad partiet foreslår, er godt. Men det ville utvivlsomt være gavnligt, hvis de øvrige partier begyndte at forholde sig til partiets politik frem for stereotype forestillinger om, hvem partiet – og dets vælgere – er.