Merkel kan ende som foregangskvinde. Hvem havde troet det?
Den tyske kanslers afgang som partiformand kan sætte skub i fornyelsen hos flere andre partier.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For toppolitikere er der sjældent en elegant måde at forlade scenen på, men forbundskansler Angela Merkels meddelelse om, at hun ikke vil fortsætte som leder af Tysklands konservative CDU, er et klogt træk i den givne situation.
Merkel er trængt. CDU og dets bayerske søsterparti er gået kraftigt tilbage ved en række delstatsvalg, senest i Hessen søndag. Meningsmålinger tyder på, at det ikke så meget skyldes utilfredshed med lokale forhold. Såvel Hessen som Bayern har en buldrende økonomi, og delstatsregeringerne, der ledes af henholdsvis CDU og CSU, er populære. Men metaltrætheden i Berlin, personificeret af kansleren, trækker den anden vej.
Hun har været leder af sit parti siden 2000 og regeringschef fra 2005. Unge i Tyskland har ikke kendt andre i kanslerpalæet end hende. Hun har virket stabiliserende for Europa, og hendes ro har aftvunget respekt ikke mindst i en tid, hvor mange råber højt.
Merkels største beslutning var også begyndelsen til enden for hendes politiske virke. Den blev truffet 2015, hvor hun bestemte, at grænserne ikke skulle lukkes for henved en mio. asylsøgere, der var strandet i eller omkring Ungarn. Kansleren, der er præstedatter, betragtede det som en humanitær gestus, hun ikke kunne komme uden om. Et flertal af tyskere var enige, men en voksende del af befolkningen vendte sig imod afgørelsen. Den gav kraft til det nye parti Alternative für Deutschland (AfD). Den beskadigede ikke alene CDU, men også det socialdemokratiske SPD, der støttede beslutningen.
Regeringen virker handlingslammet, og Merkels internationale indsats – bl.a. i forbindelse med brexit, Ukraine, Syrien og den vanskelige, amerikanske præsident – er trådt i baggrunden.
Mest fatalt på det seneste har formentlig været det dårlige arbejdsklima i regeringen, en koalition mellem CDU, CSU og SPD. Som offentligheden ser det, tåler medlemmerne ikke synet af hinanden. Vigtige emner – f.eks. dieselskandalen, energiomstillingen og håndteringen af kriminelle asylsøgere – er blevet syltet i årevis. Imens er vælgerne flygtet – til AfD og De Grønne, der hver især står for mere tillokkende alternativer. Regeringen virker handlingslammet, og Merkels internationale indsats – bl.a. i forbindelse med brexit, Ukraine, Syrien og den vanskelige, amerikanske præsident – er trådt i baggrunden. For fem år siden ville det have givet hende point. Merkel kaldte mandag eftermiddag situationen »uacceptabel«.
Afgangen som partiformand er kun første skridt. Det varer måske ikke længe, før hun også træder tilbage som kansler, selv om hun mandag sagde, at hun fortsætter til 2021. Hun har altid selv peget på det vigtige i at bestride begge poster.
Mulige afløsere er allerede ved at køre sig i stilling. Forrest står, som kanslerens formentlige favorit, generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, der også kaldes ”Mini-Merkel”, fordi hun på mange måder ligner hende. Sundhedsminister Jens Spahn fra den nationalkonservative fløj står også på spring. Det samme gør Merkels gamle modstander Friedrich Merz, en stemme fra fortiden, som hun skubbede ud af partiets ledende organer for en halv snes år siden.
Merkels afgang – i første omgang som formand – betyder imidlertid også et pres mod andre partiledere. Horst Seehofer kan næppe holde længe i CSU, og hos SPD saves der ivrigt i taburetten under Andrea Nahles, socialdemokraternes galionsfigur. På den måde kan Merkel ende som en foregangskvinde. Hvem skulle have troet det om denne kloge, men også yderst forsigtige politiske operatør? Men til sidst var der ingen vej uden om.