Havde Saudi-Arabien været en fattig og ubetydelig stat, et Nordkorea uden atomvåben, så at sige, havde det været nemt

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så faldt indrømmelsen: Systemkritikeren Jamal Khashoggi blev myrdet på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet, har kongehuset nu meddelt. Mordet løb ifølge en officiel erklæring ud af kontrol og blev i øvrigt begået af personer, der agerede på egen hånd. Underforstået: Saudi-Arabiens stærke mand, kronprins Mohamed bin Salman, vidste ingenting.

Det er naturligvis komplet utroværdigt. I 18 døgn benægtede regimet alt. Men indicierne tårnede sig efterhånden så meget op, at der ikke var nogen vej uden om en ydmygende erkendelse af, at en af landets egne borgere er slået ihjel på udenlandsk jord. Alt for længe mindede benægtelsen om den irakiske informationsminister, der for 15 år siden i tv påstod, at USA’s styrker var drevet på flugt fra hans land, mens man i baggrunden kunne se de første amerikanske kampvogne rulle ind i Bagdad.

Indrømmelsen giver næring til tre betragtninger.

Den første er, at Saudi-Arabien er et middelaldersamfund, ganske vist med glitrende hoteller og indkøbscentre, men grundlæggende et brutalt diktatur, der lader Rusland og andre tvivlsomme regimer forekomme helt menneskelige.

Den anden er, at kronprinsen, der for ikke længe siden blev betragtet som fremskridtets mand, bl. a. fordi han tillod kvinder at føre en bil, er foruroligende inkompetent. For nylig søgte han åbenbart at afsætte Libanons regeringschef, et forrykt projekt, der da også mislykkedes, og det er ikke mindst ham, der står bag ødelæggelsen af Yemen, der er blevet en humanitær katastrofe. Det er ikke Salman, der har opfundet alle problemer i regionen, men hans håndtering af dem er urovækkende. Det skygger over de antydninger af reformer, han vitterligt er kommet med, f.eks. i form af et mere afslappet forhold til israelerne.

Endelig er drabet på Khashoggi det seneste eksempel på, at stater i stigende grad søger at uskadeliggøre modstandere gennem operationer i udlandet. Rusland menes at stå bag flere mord og mordforsøg især i Storbritannien, Nordkorea har gennem årtier eksporteret attentater, og selv demokratier har ikke fundet sig for gode til den slags. USA stod navnlig efter terrorangrebene i 2001 bag en række såkaldte renditions, hvor mistænkte blev pågrebet i andre lande uden om de stedlige retssystemer og bortført til USA eller andetsteds.

Det er naturligvis forkasteligt (om end Israels bortførelse af naziforbryderen Adolf Eichmann fra Buenos Aires i 1960 også kan udløse forståelse). Problemet for omverdenen er, hvordan den kan reagere konsekvent og markant.

Havde Saudi-Arabien været en fattig og ubetydelig stat, et Nordkorea uden atomvåben så at sige, havde det været nemt: Fordømmelse over hele linjen, afbrydelse eller nedkøling af diplomatiske forbindelser, sanktioner, høringer og konkrete anklager mod enkelte skyldige. Men Saudi-Arabien har geopolitisk vægt, bl. a. som fjende af Iran og en af Vestens vigtigste handelspartnere i regionen. Kongedømmet er også en forholdsvist pålidelig olieleverandør.

Det betyder, at kun få ledende politikere i Europa og USA har talt om en embargo mod Saudi-Arabien, heller ikke af militært udstyr. Da kronprinsen for nylig gik diplomatisk amok, fordi Canada havde dristet sig til at anmode Saudi-Arabien om at løslade fængslede menneskerettighedsaktivister, tav resten af verden i vidt omfang. Nu har saudierne konstatérbart myrdet en landsmand i udlandet. Hvad regeringer åbenbart ikke kan finde ud af at udtrykke, siger vi gerne: Det er skandaløst.