Staten blander sig i, hvem der skal lede Danske Bank

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er meget opsigtsvækkende – ja, nærmest sensationelt – at Finanstilsynet har nægtet at godkende Danske Banks egen kandidat til posten som ny administrerende direktør for landets største bank. Afgørelsen er så demonstrativ, at det ligner en bevidst ydmygelse af Danske Banks bestyrelse, ikke mindst af formanden, Ole Andersen.

Den 40-årige Jacob Aarup-Andersen, som bestyrelsen havde udset sig efter Thomas Borgen, der måtte gå efter skandalen om hvidvask af enorme beløb i en filial i Estland, blev vejet og fundet for let. Det fremgår, at Finanstilsynet ikke har tiltro til, at han råder over den nødvendige erfaring.

Sikke en lussing, og sikke en skelsættende nyfortolkning af det statslige finanstilsyns greb om hele den private banksektor. Afgørelsen kan vise sig afgørende at forskubbe balancen i statens favør, og det er som udgangspunkt både betænkeligt og aldeles forkert.

Staten bør naturligvis principielt ikke blande sig i, hvem Danske Bank eller andre ønsker at indsætte som ny topdirektør. Det ved bestyrelsen meget mere om end Finanstilsynet, og det er en absolut uskik, at staten via et tilsyn på den måde blander sig i driften af landets største bank. Der er ikke brug for mere, men meget mindre stat i dansk erhvervsliv, og alle vil nok bede sig fritaget for, at Danske Bank – og andre banker – trækkes i retning af en statslig indblanding som den, der hærger f.eks. Danmarks Radio.

Finanstilsynet vurderer normalt nye direktører efter de såkaldte fit and proper-regler, der blev strammet efter finanskrisen. Uansvarlig ledelse drev flere banker ud over kanten under krisen, uden at Finanstilsynet dengang kunne gribe ind. Det blev så ændret, og mens hele den finansielle sektor, inklusive Danske Bank, stod med hatten i hånden og måtte bede om bankpakker ad flere omgange, sikrede politikerne sig vanen tro en større indflydelse i form af øgede beføjelser til Finanstilsynet.

Man kan derfor sige, at vragningen af Jacob Aarup-Andersen udspringer af en meget konkret krisesituation, der går 10 år tilbage, og at der ikke er sket andet, end at tilsynet nu har gjort brug af sine muligheder for at blande sig. Men at det bliver offentligt kendt, at Finanstilsynet har underkendt kandidaten, er alligevel så usædvanligt, at det nu, hvor finanssektoren igen har fundet sine ben, må kalde på en fornyet principiel debat om forholdet mellem staten og det private erhvervsliv.

At afgørelsen er en yderligere belastning for Danske Bank, der har rigeligt at se til i forvejen, siger sig selv. Bestyrelsen har åbenbart villet vise ekstra god vilje og bedt om en forhåndsgodkendelse af Jacob Aarup-Andersen. Mere normalt er, at topchefen udpeges af generalforsamling og bestyrelse, hvorefter Finanstilsynet foretager sin vurdering. Finanstilsynet har så grebet chancen, ganske begærligt forekommer det, til at sætte et voldsomt stød ind mod bankens ledelse, især bestyrelsesformand Ole Andersen.

Man aner et kun dårligt krypteret signal om tilsynets holdning til, at Ole Andersen indtil videre har valgt at blive på posten, mens Thomas Borgen med nogen forsinkelse måtte gå. Også det vil der i givet fald være grund til at være yderst kritisk overfor, men det gør ikke Ole Andersens stilling lettere. Det må efterhånden stå klart for de fleste, at der nu skal findes en ny topchef, og så må der bagefter findes en ny bestyrelsesformand. Det er imidlertid ikke noget, som staten skal foranledige. Det tilsiger almindelig logik.