Vi håber, at italienerne vil være klogere end grækerne. Vi frygter, at det er de ikke

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ikke mange lande i verden er smukkere end Italien, og få andre steder er bedre til at forvandle gode forudsætninger til kaos. Filmklassikeren ”La dolce vita” fra 1960 viste det på forbilledlig vis. Det søde liv, som titlen hentyder til, dyrkes for fuld skrue krydret med eksistentielle overvejelser. Det er medrivende, og en smule skræmmende, forstået på den måde, at hvis hele verden var sådan, ville tilværelsen nok være mere underholdende, men ikke nødvendigvis bæredygtig.

Nu er den gal igen. Italien har vedtaget finansloven for 2019, som vækker minder om komikeren Jacob Haugaards pejlemærker som folketingsmedlem for efterhånden længe siden. Blandt Haugaards valgløfter var mere medvind på cykelstierne og udbetaling af indefrosne dyrtidsportioner i rutebiler.

Regeringen i Rom afholder sig prisværdigt fra at kopiere Haugaards program, men retningen er nogenlunde den samme: borgerløn til fattige, en delvis amnesti for skatteunddragere og lavere skatter for selvstændige.

Nu kan ethvert land jo prioritere sine penge, som det vil. Problemet er, at Italien bruger penge, landet ikke har. Alene borgerlønnen vil ifølge finansministeren koste omkring 10 mia. euro det første år. Landet har i forvejen en gæld på godt 130 pct. af bruttonationalproduktet. Det er mere end det dobbelte af den grænse, der er sat af EU, og overgås kun af Grækenland.

Italien har i årtier levet over evne. Landet har Europas fjerdestørste økonomi, men måler man bnp pr. indbygger, er man ikke alene efter Tyskland, Storbritannien og Frankrig; man ligger under gennemsnittet af såvel det samlede EU som euroområdet; Irland, der har haft sit at kæmpe med, har et dobbelt så højt bnp pr. indbygger end støvlelandet. Det er sandt, at der er store forskelle mellem det nordlige og det sydlige Italien, men et land er et land, og mange af problemerne er selvforskyldte.

OECD har i en nylig rapport peget på, at Italien, også hvad angår arbejdsmarkedet, er noget nær enestående. Mens reallønnen i de øvrige 36 medlemslande steg med gennemsnitligt 0,6 pct. det seneste år, er den faldet med 1,1 pct. i Italien. Årsagen er, hedder det, stagnerende produktivitet. Italien er også et af de lande, der har den største sikkerhed i ansættelsen – kun overgået af Grækenland, Spanien og Tyrkiet. Det er glimrende for folk i job, der ikke behøver at anstrenge sig alverden for at beholde deres arbejde, men katastrofalt for ledige og unge, der netop er færdige med en uddannelse. Det er den mest pålidelige måde at hindre en økonomi i at vokse og skabe en dynamik, der fører til højere livskvalitet for befolkningen, herunder fattige. Regeringen, der består af Femstjernebevægelsen og Lega, er ikke antydningsvist begyndt at tage fat omkring dette misforhold. Men det passer sig vel heller ikke for to populistiske, om end forskellige, partier.

Det helt igennem frustrerende for omverdenen, og ikke mindst Italiens EU-partnere, er, at vi nu kan frygte en gentagelse af Grækenland-dramaet. Athen er de senere år blevet reddet ud af sit overforbrug og sin uansvarlige finanspolitik, først og fremmest af Tyskland, der er blevet skældt huden fuld, blot fordi Berlin ikke ville hælde penge ud af vinduet, men krævede reformer, der nok var smertefulde, men nødvendige. Vi håber meget, at italienerne vil være klogere. Vi frygter, at det er de ikke, og at det søde liv for de heldige fortsætter en tid endnu, inden katastrofen sætter ind.