Det svenske valg resulterede nogenlunde i det stik modsatte af, hvad et stærkt udfordret Sverige med ondt i både selvtilliden og selvforståelsen har brug for.
Der er nu lagt op til et langstrakt tovtrækkeri om magten, hvor alle kræfter bruges på at manøvrere sig frem til regeringskontorerne, mens de eskalerende problemer ude i den virkelige virkelighed bare vokser sig større. Den regering, der dukker frem af krudtrøgen, vil være svag – måske ligefrem i mindretal – hvor Sverige tværtimod har brug for en stærk regering, der kan tage fat på alle de presserende spørgsmål, som den politiske elite har lukket øjnene for alt for længe.
Valget blev ikke helt så voldsomt som forudsagt i prognoserne. Socialdemokraterne gik lidt mindre tilbage end forudset; Sverigedemokraterne (SD) lidt mindre frem. Det rokker ikke ved, at valget alligevel blev historisk med en rekordlav tilslutning til de normalt almægtige socialdemokrater og en markant fremgang til SD. Dem er der stadig ingen, der vil lege med, og med dem ude af ligningen er der nærmest dødt løb mellem de to blokke.
Alle partier har bundet sig så hårdt op på ikke at samarbejde eller bare tale med SD, at en opblødning vil blive udlagt som verdens største løftebrud. Det er ikke realistisk, at de knap 18 pct. af vælgerne, som SD repræsenterer, kan bruges som kongemager for den ene eller anden side. Sådan er den parlamentariske praksis såmænd også i andre lande, men det særligt betænkelige i Sverige – rent ud udemokratiske – ligger i den monstrøse dæmonisering, som alle partier møder SD med. Det er sandelig ”dem” og ”os” for fuld udblæsning. Et fuldt lovligt parti, valgt på lovlig vis, har naturligvis samme ret som andre til at blive hørt.
Ingen af partierne har under valgkampen vist større vilje til selvkritik, og heller ikke de første meldinger dagen derpå vidner om videre lyst til at tage sin egen kurs op til revision. Stockholm-boblen af politikere og meningsmagere tog en sidste runde i manegen få dage før valget, da public service-stationen SVT – Sveriges svar på DR – i den afsluttende partilederdebat lagde afstand til nogle udtalelser af SD-formanden, Jimmie Åkesson. Ingen af de andre partiledere fandt anledning til at protestere. Sverige er sandelig noget helt for sig selv. Det er ikke kun selve måden at afgive sin stemme på i valglokalet, der tiltrækker sig international opmærksomhed. Selve den selvfølgelighed, hvormed en skatteyderfinansieret tv-station blander sig politisk og ophøjer sig til overdommer, vidner om dybden af Sveriges demokratiske krise. Men også dét debatteres kun uden for Sverige.
Regeringsdannelsen kommer til at trække ud. Det bliver formentlig ligesom efter valget i Tyskland i efteråret, hvor forhandlingerne tog flere måneder. Det kan forekomme mærkeligt, eftersom de politiske forskelle mellem de store partier bliver stadigt mindre. Når forskellene ryger, bliver det tilsyneladende sværere at finde sammen. Partierne ser nok også allerede næste valg igen for sig.
De senere års europæiske tendens er for alvor ankommet til Sverige. Det ellers urørlige folkhemmet er udfordret præcist som andre europæiske lande. Indvandringskritiske partier løber storm mod de klassiske partiers bastioner. Indtil videre vælger de svenske politikere tilsyneladende at fortrænge denne kendsgerning. Alligevel må man håbe, at de nu groggy partier, der har båret Sverige frem til at være et af verdens bedste og mest beundrede samfund, vil evne at bruge valgresultatet konstruktivt.
