IS-krigernes børn

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er et af den slags dilemmaer, man som samfund helst ville være foruden, og som det kan være vanskeligt at acceptere, at man overhovedet skal bekymre sig om endsige tage sig af. Men der er desværre ingen vej udenom. Som det er fremgået af Jyllands-Posten, vender IS-krigere hjem fra slagmarken i Syrien, i takt med at den modbydelige og islamistiske hærs lykke er vendt.

Det er i sig selv et spørgsmål for myndigheder og domstole, hvordan de skal behandles. Men som det også er fremgået, er de ikke altid alene. Nogle af dem bringer børn med sig. Der kan være tale om børn, der enten har været med deres far og eventuelt mor i Syrien for at tilslutte sig sagen, eller der kan være tale om børn, der er kommet til undervejs, altså er født i kalifatet i Syrien og omegn i løbet af krigen.

Derfor diskuteres det bl.a., hvor langt man skal strække sig for at hente børnene hjem fra Mellemøsten. For dilemmaet er, at hvis de er barn af en dansk statsborger, så er det den danske stats opgave at bringe dem hjem, som var der tale om ethvert andet barn, der var strandet et sted i verden. I den forbindelse spiller det ingen rolle, at forælderen er optændt af nok så megen had til Vesten.. Men – og det er her det aktuelle dilemma befinder sig – allerede i dag er hjemvendte IS-krigere med børn en del af den danske virkelighed.

Det har været fremme, hvorvidt børnene overhovedet skal have lov til at opholde sig her og opnå dansk statsborgerskab. Men for det første er det en omsonst diskussion, i hvert fald hvis moderen (eller faderen) er dansk statsborger, for så giver det sig selv, at barnet også er det. For det andet skal barnet, der må formodes at være uskyldigt, ikke sone fædrenes synder. Til gengæld er det forståeligt, at der er bekymring for, om børnene med tiden kan udgøre en sikkerhedsrisiko for det danske samfund, og derfor er det rettidig omhu, hvis man allerede nu gør sig tanker om, hvordan der skal sættes ind over for børnene.

Det har nogle kommuner allerede planer for, og det er klart, at børnene har set og oplevet mere vold og ødelæggelse end danske jævnaldrende, så derfor vil der formentlig være behov for massiv omsorgshjælp til at afhjælpe traumer. Men der er brug for mere end det, for det handler også om at vinde børnene tilbage fra den hadefulde og brutale islamisme, som har drevet deres forældre i krig.

Regeringen og DF har i forbindelse med ghettoudspillet et forslag om, at indvandrerbørn, der ikke går i daginstitution, helt fra etårsalderen skal tvinges i obligatoriske læringstilbud, som det hedder på nysprog og for at få det indpasset under undervisningspligten. Her skal børnene lære dansk og danske værdier, så de ikke på forhånd er tabt, når de begynder i folkeskolen.

Umiddelbart er det en dårlig idé, både fordi statens indgriben i familien på den håndfaste måde harmonerer dårligt med de danske frihedsværdier, og fordi økonomiske sanktioner, hvor man trækker forældrene i sociale ydelser, fordi de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, da de passer børnene hjemme, langt vil være at foretrække og formentlig vil være mindst lige så virkningsfuldt. Men netop over for de hjemvendte IS-krigeres børn ville forslaget både give mening og være legitimt. Her drejer det sig om barnets tarv, men også om at samfundet gør alt, hvad det kan for at lære børnene dansk og danske værdier. I den forstand er vi i krig, og derfor gælder det også om at vinde sjæle for at mindske risikoen.