Børn af danske IS-krigere har krav på at komme til Danmark

Børn af syrienkrigere med dansk pas bliver automatisk danske statsborgere, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet. Politikere frygter, at børnene kan blive en sikkerhedstrussel.

Artiklens øverste billede
IS-soldater i byen Raqqa. Arkivfoto: AP

Danske statsborgere, der i Syrien har kæmpet med Islamisk Stat, har krav på, at danske myndigheder aktivt hjælper deres børn til Danmark. Det mener Amnesty International og Retspolitisk Forening.

»Hvis de børn kan tilvejebringes, så skal staten sørge for dem på linje med børn fra Rødovre,« siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International.

Han bakkes op af advokat og formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist.

»Hvis myndighederne fysisk kan komme til børnene, så slår børnenes bedste – eller tarv – det hele. Det gælder også, og måske i særlig grad, hvis forældrene med føje mistænkes for at have deltaget i terrorisme,« siger han.

Vi kommer til at stå i et dilemma, som er, at nogle af børnene kan være lige så hjernevaskede som deres forældre. Det vil sige, at vi kommer til at importere en sikkerhedstrussel.

Naser Khader (K), udenrigsordfører

Jyllands-Posten har talt med den danske statsborger, den 29-årige Jacob El-Ali, der blev efterlyst internationalt, efter at han i 2014 poserede på billeder på Facebook med afhuggede hoveder i den syriske by Raqqa. Han er lige nu i Syrien, men har en syrisk kone og to døtre i Tyrkiet. Han store drøm er at samle familien i Danmark.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet betyder Jacob El-Alis danske statsborgerskab, at hans børn automatisk er danske statsborgere. En status, der ifølge Claus Juul og Bjørn Elmquist, betyder, at Danmark er forpligtet til at hjælpe børnene til Danmark.

Ifølge en ny rapport fra EU-Parlamentet befinder hundredvis af europæiske fremmedkrigere sig i Syrien eller Irak. Hvor mange danske børn der er i blandt, kan eller vil de danske myndigheder ikke oplyse. I Politiets Efterretningstjenestes (PET) seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark fra januar fremgår det dog, at »nogle udrejste kvinder har medbragt børn til konfliktzonen, og nogle har fået børn dernede.« I alt vurderes det, at 150 danskere er rejst til militante grupper i Syrien og Irak. Godt en femtedel er stadig i konfliktzonen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har over for Folketingets Retsudvalg gjort det klart, at Danmark på grund af sikkerhedssituationen har »generelt meget begrænset mulighed« for at hjælpe børnene.

Men det er ikke godt nok, lyder det fra blandt andre den belgiske politiker Hilde Vautsman, som er en del af den liberale gruppe ALDE i Europa-Parlamentet. Hun har været vært for en konference om børn af fremmedkrigere og efterlyser nu en fælles europæisk strategi.

Både Dansk Folkeparti og De Konservative frygter, at børn af danske fremmedkrigere kan blive en trussel for det danske samfund, hvis de vender hjem.

»Vi kommer til at stå i et dilemma, som er, at nogle af børnene kan være lige så hjernevaskede som deres forældre. Det vil sige, at vi kommer til at importere en sikkerhedstrussel,« siger udenrigs- og menneskerettighedsordfører Naser Khader (K).

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen