Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Islam skal underlægges dansk lov

Hvordan kan et eneste islamisk trossamfund, en moské eller en menighed være godkendte trossamfund, når selve deres trosgrundlag strider mod Kirkeministeriets egne retningslinjer, og når de tilmed er i strid med grundlovens paragraffer om både trosfriheden og foreningsfriheden?

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Tro er en privatsag, religion er et samfundsanliggende. Derfor er den danske folkekirke lovreguleret i alle detaljer, og præster risikerer at miste kraven, hvis de ikke holder sig inden for de afstukne tolkninger af den lutheranske tro.

Vi må stille de samme krav til islam. Vi kan ikke forhindre, og vi skal ikke forhindre den enkelte muslim i at tro, som vedkommende ønsker, men vi kan med lov regulere den islam, der spredes i Danmark, og som vedligeholdes og skærpes via moskéer og imamers udlægning af troen. Det er religion, og religion er et samfundsanliggende.

Religiøse samfund kan søge om godkendelse og dermed få status af et godkendt samfund eller en godkendt menighed. Godkendelsen giver ret til at foretage vielser med civilretlig gyldighed og til skattefradrag for bidrag til det religiøse samfund. De godkendte samfund og menigheder må også hente prædikanter til landet på særligt lempelige vilkår uden om udlændingelovens almindelige bestemmelser.

Men godkendelsen giver også trossamfundet en statslig legitimitet, så det, der læres i samfundet, altså selve trosgrundlaget, er anerkendt og godkendt af de danske myndigheder. Derfor er godkendelsen et uhyre vigtigt omdrejningspunkt i debatten om islam i Danmark.

Hvordan kan overhovedet et eneste islamisk trossamfund være godkendt, når nu forudsætningen for en godkendelse er respekt for menneske-rettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning?

I Kirkeministeriets vejledning for godkendelse af trossamfund kan man læse følgende: »Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.«

Vejledningen træder delvist i stedet for den lov, der er forudsat i grundloven om »de fra folkekirken afvigende trossamfund«. Menneskerettighederne er specielt fremhævet med kursiv i vejledningen.

»Når en person, der har nået puberteten og er ved sin fornufts fulde brug, frafalder Islam, fortjener han at dø.« Sådan står der i den mest komplette og autoriserede tolkning af sharia, ”Umdat al-Salik,” eller med dens engelske titel, ”Reliance of the Traveller,” godkendt af f.eks. al-Azhar-universitetet og Det Muslimske Broderskab omkring 1990.

For at forstå den islamiske tankegang skal man først anerkende, at mennesket ikke selv er forstandigt nok til at udstede regler, og at Allah derfor har påtaget sig den opgave.

Noget er åbenbaret i Koranen, andet skal udledes af Muhammeds liv og adfærd.

Shariaen indeholder bestemmelser om alt, bogstaveligt taget alt vedrørende et menneskes liv.

Sammenskrivningen af koranens vers om sharia med overleveringen af sædvanerne foretages af islamiske lærde, der kaldes jurister eller retslærde. Og da disse jurister er mennesker, anerkender islamisk tænkning, at der vil opstå uenigheder om tolkning.

Shariaen er altså ikke mejslet i sten, men rummer en vis plads til fortolkning, både afhængigt af tid og sted, men også af den prioritet, de retslærde giver de forskellige kilder.

Alle islamiske lovskoler regner dog apostasi, altså frafald af tro, for den værste af alle forbrydelser. Apostasi straffes med døden, ligesom der ikke skal betales hverken bod eller sones for drab på en apostat, såfremt man begår selvtægt og egenhændigt slår den formastelige ihjel. Også kvinders utroskab og sex før ægteskabet fører til døden, i landsbyerne eksekveret gennem den grufulde stening som foreskrevet i shariaen.

13 islamiske stater, herunder Saudi-Arabien, Iran og Afghanistan har i lovgivningen indskrevet shariaens krav om dødsstraf for apostasi, mens lande som Pakistan har dødsstraf for blasfemi. Anklager om blasfemi og apostasi udløses ved selv den mindste tøven eller blot et stille smil, når det gælder islams hellige skrifter og især shariaens indviklede bestemmelser.

Man forsøger at undgå dødsstraffen ved at overtale den formastelige til igen at sværge troskab til islam. Men ofte afsiges dommen ude i landsbyerne af den lokale mufti og eksekveres af landsbyboerne, uden at det statslige retssystem når at blande sig. I f.eks. Pakistan rejses der ikke tiltale mod borgere, der afliver en apostat eller en blasfemiker.

Der er 66 godkendte islamiske trossamfund og menigheder i Danmark. Ingen kalder sig et islamisk trossamfund uden at respektere shariaen. At tage afstand fra shariaen er i følge shariaen apostasi, som igen i følge shariaen straffes med døden. Muslimer kan helt enkelt ikke frasige sig sharia.

Hvordan kan overhovedet et eneste islamisk trossamfund være godkendt, når nu forudsætningen for en godkendelse er respekt for ” menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning”?

Det er også et krav til godkendelse, at trossamfundet er organiseret som en »fast organisation af en vis størrelse«, altså det, vi kalder en forening. Foreningen skal have vedtægter og en struktur, der kan »danne et tilgængeligt grundlag for offentlig kontrol og godkendelse.«

Grundloven garanterer både trosfrihed og foreningsfrihed. For trosfriheden gælder den forudsætning, »at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.« For foreningsfriheden gælder, at »foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.«

Hvordan kan blot et eneste islamisk trossamfund, en moske eller en menighed være godkendte trossamfund, når selve deres trosgrundlag strider mod Kirkeministeriets egne retningslinjer, og når de tilmed er i strid med grundlovens paragraffer om både trosfriheden og foreningsfriheden?

For hvis ikke islam med sit enorme kompleks af shariabestemmelser og deraf følgende trusler om dødsstraf for både det ene og det andet både »strider mod den offentlige orden« og »virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning«, så kan jeg ikke forstå dansk længere.

Hvorfor er der næsten ingen med muslimsk baggrund, der offentligt bekender sig som ateister? Det skorter ikke på danske, døbte og udøbte iblandt, der proklamerer deres glade budskab om ingen gud og ingen tro.

Men hvor er ateisterne med muslimsk baggrund? Hvorfor stopper de progressive unge muslimer debatten lige præcis, når vi kommer til islam?

Med 1.300 års sharia i bagagen, med 13 islamiske lande med dødsstraf for apostasi og blasfemi, med visheden om total udstødelse af familie og vennekreds, med risikoen for at blive jaget vildt er det nok i virkeligheden ikke svært at forstå. Islam er ikke til diskussion, heller ikke i den unge og dansk opdragede generation.

Men det betyder også, at islam i Danmark har etableret sig som en magt, der er stærkere end grundloven.

Vi er ikke i stand til for muslimerne at opretholde de frihedsrettigheder, der gælder for alle andre.

Derfor skal islam lovreguleres, så alle shariaens trusler om vold, død og ødelæggelse skrives ud af det muslimske trosgrundlag. Det skal være en betingelse for alle moskéer og islamiske menigheder, at enhver shariabestemmelse, der strider mod dansk lov og samfundets orden, skal fjernes fra trosgrundlaget.

Kan religionen islam ikke leve underlagt dansk lov, må den finde sig et andet sted at leve, for vi hverken kan eller vil leve med shariaens kvælertag.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.