Lad os komme videre fra Sokrates

Den offentlige diskussion om nye medier og deres indflydelse på vores liv og samfund har i sin essens ikke rykket sig en tøddel de sidste cirka 2.500 år. I hvert fald ikke hvad angår indholdet af de bombastiske advarsler, som i overvældende grad dominerer diskussionen på tværs af nyheds-, aktualitets- og debatmedier.

For Sokrates var skriftsproget det nye medie, og han mente, at det var en trussel imod hukommelse, læring og indsigt, og det er en kritik, der ligger tæt op ad vor tids kritik af digitale medier, og som virker paradoksal, da bogen siden har opnået status som intellektualitetens og fordybelsens tempel.

Ud over kognitive egenskaber ses de digitale medier som en trussel på et væld af andre områder, herunder især social adfærd og psykisk velbefindende, og siden Sokrates har det i det hele taget været en mere eller mindre konstant sandhed, at vi stod til at tabe ungdommen og hinanden til en ny epokes nye medier og teknologi.

Perspektiverne i dagens diskussion er således typisk ensidige, stærkt normative, skåret ud af ældgamle skabeloner og næsten blottede for anden indsigt end de betragtninger, man kan høre over et hvilket som helst middagsbord. Mest populære synes dog at være de ekspertindlæg, der med et lidt højere lixtal og noget teknisk jargon sjasket oveni gentager, bekræfter og lægger autoritet til almindelige, veletablerede lægmandsopfattelser og folkemyter om teknologi og udvikling.

Således ligger analysen af og debatten om nye medier, unge og samfund i den danske offentlighed primært et eller andet sted mellem et biodynamisk, teknologiforskrækket, omsorgskvælende ammebarm på Østerbro, et repetitionsmantra med de samme fortærskede og løst baserede psykologiske og neurologiske advarsler og det frådende mundvand ud af kæften på en højtråbende filosof.

Især DR2 har skuffet på dette punkt ved at dedikere timevis af ”Deadline”-tid gennem hele foråret og sommeren til endeløs floskelspredning og citering af håbløst uindviede oldingebetragtninger. Kun få og korte lyspunkter har der været som for eksempel Søren Schultz Hansen og hans mere relevante, indefraperspektiv og idé om ”tiltideværende” frem for tilstedeværende eller nye kunstnere som Maja Malou Lyse, der med både intuitiv og teoretisk indsigt udforsker de nye medier som en eksistentiel ramme.

Og hvad så? Jo, en hel masse. Ud over at det er træls at få serveret præcis de samme ensporede og udenforstående pointer i en uendelighed, ser vi i tidens mediedebat, at man intet som helst greb har om vores tid, og det skyldes ikke, at tiden er u(be)gribelig. Det skyldes, at man ikke engang er nået til et stadium, hvor man begynder at begribe eller erkende, at man hverken kan eller vil begribe tiden og dens medier med den tilgang, der typisk dyrkes.

I stedet for lytter man ærbødigt til en speciallæge i almen medicin, der gør sig til dommer over, hvad unge mennesker kan få ud af likes, uden skyggen af etnografisk sensibilitet. Man ævler i flæng om medieafhængighed uden udredning af, hvad afhængighed i det hele taget er for en størrelse (ud over et stærkt ladet og retorisk overrumplende sprogligt udtryk) og uden dybere sans for, hvilken helt ny form for livsramme og integreret socialiseringsobjekt smartphonen er i unges hverdag.

Især elsker man at råbe ”dopamin” – ”the Kim Kardashian of molecules” (tak, Vaughn Bell) med hævede øjenbryn, for så kan det nok lige være, at man fik sat trumf på. Man hiver per default den samme filosof op af hatten, når der er brug for dommedagsprofetier i det gamle flow-tv. Man roder et væld af forskellige problemstillinger (fra digitalisering i folkeskolen til computerspil) sammen og snakker frejdigt på tværs af dem, som om det hele jo åbenlyst på samme vis har »noget med de der medier« at gøre. Man ænser ikke, at man er blevet en forsamling pauseklovne, der råber ud i et analogt ekkokammer, der giver Facebook fræsende baghjul.

Alt dette er faktisk tragisk, for hvad kan være mere vigtigt end den teknologiske ”økologi”, som unge er i færd med at skabe fremtidens verden i samspil med?

Og så dyrker man bombastiske regler, forbud og afstandstagen. Man vil kunne styre medieforbruget, lyder det. Ja, for i dag vil man nemlig kunne styre hvad som helst i ordnede, terapeutiske systemer, så man kan sætte flueben ved alt det rigtige og biodynamiske, man har gjort.

Der er helt sikkert mange sammenhænge, hvor sanktioner imod eller begrænsning af medieforbrug er på sin plads, for eksempel i forbindelse med fokuserede aktiviteter som undervisning, men derudover lanceres styremetoden oftest som en slags præstestyre uden anden mening end udøvelsen af styrets sanktion og bekræftelsen af dets magt i sig selv.

Vil man forholde sig relevant kritisk og konstruktivt til samtidens og fremtidens medieverden, er man nødt til at sende gammelfar, de dogmatiske filosoffer og de kvælende, økologiske ammebryster sammen på buddhistisk Astrid Lindgren-lejr (sådan i billedlig forstand i hvert fald). For før man kan komme med relevant kritik, er man nødt til med åbent sind at tænke rigtig godt over og studere flittigt, hvad det er for fænomener, nye medier i det hele taget fremstår som, og hvilke slags liv og samfund de giver anledning til.

Man er nødt til at kigge rigtig grundigt på de unges liv med og i medier fra et indefraperspektiv og ikke fra det sædvanlige dogmatiske udefraperspektiv, som vi for eksempel finder i utallige tendentiøse psykologiske spørgeskemaundersøgelser eller lige så utallige overfladiske og overkonkluderende statistiske undersøgelser, der citeres flittigt.

Man er nødt til at slagte en meget lang stribe af dogmer, folkemyter og pseudoantagelser om forskellen på virkelighed og uvirkelighed, kropslighed, socialt samvær, viden, indsigt og meget mere. Man er nødt til at indse, at tidens teknologiske liv ikke kan forstås udtømmende ud fra gammel litteratur. Man er nødt til spørge sig selv, om medierne ikke ofte bliver en lidt for bekvem undskyldning for alverdens fortrædeligheder eller bredere underliggende udvikling. Og frem for alt er man nødt til at droppe idéen om, at nye medier skal evalueres, efter hvor gode de er til at gøre gamle mediers arbejde.

Nye medier gør nye mediers arbejde, hvilket betyder, at de skaber rammerne for nye leveformer.

Listen af dogmer og skabelonargumentation, der må slagtes, er lang. Men et godt sted at starte er ved kritikskabelonen over alle, som også er blevet skamdyrket i ”Deadline” hele foråret. Sat på spidsen siger denne skabelon, at nye medier er smarte/komfortable, men (1) hvad mister vi, (2) er de ikke farlige, og (3) hvad skal det dog ende med?

Problemet med denne skabelon er, at den skøjter hen over spørgsmålet om, hvad nye medier er, lukker ned både for muligheden for verdensforandring og for andre forklaringer på verdens onder og fræser målrettet videre til spørgsmålet om, hvordan de nye medier mon er skadelige ud fra en præmis om, at verden, som vi kender den, eller som vi bilder os ind, vi kender den, er den rigtige. Det smarte og komfortable lægges typisk i, at de nye medier i nogen grad vurderes til at tjene det, som vi allerede kender, altså er verdensbevarende.

Men eftersom de nye medier også gør en masse skadeligt, og verdensforandring og andre forklaringer ikke tages (tilstrækkeligt) i betragtning, kan man særdeles hurtigt konkludere, at de nye medier er en plage. Dertil kommer, at de tre indvendinger ofte slet og ret udfoldes som sniksnak. Med hensyn til (1) så har stort set alle generationer af levende væsner mistet noget i forhold til tidligere generationer, lige siden den første forhistoriske amøbe slog en prut i Stillehavet. Med hensyn til (2) kan nye medier sagtens være ”farlige”, men hvad kan ikke det? Og endelig med hensyn til (3) er der tale om det oldgamle retoriske falsum glidebanen. Men problemet er sådan set ikke, at denne skabelon for kritik findes. Væsentlig kritik og refleksion kan opnås på mange måder og via mange mellemregninger. Problemet består i, at skabeloner som denne indrammer hele debatten. Og det gør den som sagt sammen med en mængde andre værdidogmer og folkemyter.

Og nej, jeg plæderer ikke for et teknologinaivt og jubelbegejstret modtræk til tidens dominerende teknokulturkritikere.

Jeg plæderer for intet mindre end et nyt, friskt samfunds- og menneskeperspektiv, der analyserer, diskuterer, debatterer, roser og ja: kritiserer den nye medieverden ud fra en ægte bestræbelse på at forstå de fænomener, man kloger sig på, og som kan få så stor betydning.

Jeg plæderer for en tilgang til den nye medieverden, der er en langt bredere og dybere filosofisk, sociologisk, tekno- og samfundsanalytisk, psykologisk, kunstnerisk og kognitiv tilgang til vores tid. Jeg plæderer for en tilgang, som er parat til at modificere sig selv i mødet med de nye medier.