Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Livet venter dig i rigt mål

Brev fra 77-årig til 13-årig: Jeg mener, at du skal være optimistisk med hensyn til dine muligheder, når du her har hørt, hvordan det i høj grad ufortjent er gået mig.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Kære Torkil

Det er godt nok en fantastisk mulighed, vi har fået her. Du er 13, og jeg er 77, vi er den samme, men kan alligevel tale sammen, nå ja, skrive sammen, så her starter jeg med at skrive til dig.

Kan du huske, dengang du kun var fem år gammel, og far, mor, Ulla og Leif kørte fra os efter et besøg på Pomlenakke ved vandet på Østfalster? Vi havde været irriterende og påståelige og var i trods begyndt at gå hjemad på egen hånd. Det var kun ca. 10 km, og der var jo vejskilte til Stubbekøbing! Nu skulle vi have en lærestreg, så de kørte forbi. Ja, det troede vi og brød totalt sammen i gråd. Der lærte vi følelsen af at være svigtet og forladt, og den har aldrig sluppet mig siden. Jeg er helt sikker på, at du heller ikke har glemt det, og jeg må desværre fortælle dig, at den sorg nok kommer til at plage dig resten af livet.

Jeg vil dog prøve at overbevise dig om, at det ikke var, fordi vores forældre ikke holdt af dig og mig, men kun var et udslag af grov ubetænksomhed. Det er svært at være forælder. Du behøver ikke at tilgive dem, men du skal ikke føle, at de holdt mindre af dig end af dine søskende. Stol på mig, det er noget, jeg ved.

Når de ikke tog sig voldsomt meget af os eller fortalte os, at de elskede os, var det nok, fordi de ikke var vant til det i deres egen økonomisk fattige barndom i Nykøbing F. med henholdsvis 4 og 11 søskende. Der måtte søskende tage sig af søskende, og det der med at elske var nok for svulstigt.

Vi havde en skrøbelig natur, let til at græde, nemme at tryne, skravlede, og sådan noget mærker kammeraterne hurtigt. Nå ja, nogle var vel flinke nok, men de fleste var nogle selvoptagne skiderikker. Den omsorgstrang, vi havde i brystet, interesserede dem ikke.

Jeg husker også en tildragelse på trælasten i Stubbekøbing, hvor vi stod i en klynge, og hvor en dreng reverenter talt pissede op og ned ad os. Også her kunne jeg godt tænke mig den totale passivitet fra min side udskiftet med et slag på gummerne, men det er vel svært efter forløbet af omkring 70 år! Og ligefrem nødværge kunne det nok ikke blive til i dag. Det skete faktisk igen i Maribo. Man tror, det er løgn.

Jeg kan fortælle, at jeg aldrig har glemt dem. Selvrespekt var stadig en by i Rusland.

Der er én dag, der fremstår lysende glad for mig, nemlig den 5. maj 1940, så vidt jeg husker en solbeskinnet søndag, hvor alle var glade, og hvor der blev arrangeret gangkonkurrencer og uddelt guldmærker bagefter. Vi gik sammen med far. Også det er jeg glad for at tænke på. Eva og jeg sætter stadig lys i vinduerne den 5. maj til minde om alle de mænd og kvinder, der måtte ofre deres liv på grund af et modbydeligt diktatur.

Jeg synes, at man skal blive ved med at huske den dag, at sætte lys i vinduerne og huske, at freden er en skrøbelig størrelse. Det er mildest talt ikke alle, der er så fredelige som du.

Lillebror Uffe døde som fireårig af en ondartet strubebetændelse. Vi var 10, da det skete. Det slag i hovedet, det gav, da far fortalte det, og den sorg, det forvoldte, har vi aldrig glemt. Hvor mange glæder skal der mon til at opveje den sorg? Der var ingen sorgbearbejdelse med hjælp for et barn, ikke engang vores forældre talte om det. Jeg kan forestille mig, at de har ment, at det var bedst, hvis vi selv kunne klare det.

Nu ved jeg, at det ville have været langt bedre, hvis vi havde talt om det. Husk det, vær aldrig bange for at tale med andre om deres problemer, når du blot bærer det frem med et ærligt hjerte. Mors tilværelse sank i grus. Hun kom aldrig over det, og det gjorde vi andre heller ikke.

Vi boede i Maribo på det tidspunkt, hvor far ejede dagbladet Lollands-Posten med tilhørende trykkeri.

Der er lige én til fra tiden i Stubbekøbing, jeg vil minde dig om. Kan du huske vores heltegerning? Vi passerede en mindre gruppe tyske soldater i hovedgaden og hvislede ”dumme svin” forsigtighedsvist så lavt, at de ikke kunne høre det! Men for en yderligere sikkerheds skyld løb vi over igennem Schmidts store købmandsgård og ud på torvet. Så var vi i salveten. Vi følte os som frihedskæmpere.

Mit had til krig har også for stedse gjort mig til tilhænger af Den Europæiske Union. Jeg forestiller mig, at krig mellem medlemslande er umulig. Perfekt bliver det ikke med den union, men altså. Jeg håber, at du vil være stolt og glad for Danmark, men ikke blive nationalist. Tænk dig godt om, det er vigtigt.

Selv om det var triste ting det meste af det, jeg har skrevet om, var det også rart at skrive til dig om det. Det er altid rart at have nogen at dele med, og der kan ikke være nogen bedre at dele med end lige dig.

Nu vil jeg skrive om noget, du ikke ved, fordi det sker efter dit 13. år.

Vi kom jo i mellemskolen, ufortjent, fordi skolearbejde var en by i Rusland. Det var vel nok på grund af fars position i byen.

Så skete der noget, der reddede mig, nemlig at det viste sig, at jeg var bedre til atletik end selv de ældre. Det var noget, der gav en del selvrespekt, og jeg arbejdede mig nemt igennem 4. mellem og kom i 1. g. Jeg kan huske, at jeg til eksamen i skriftlig matematik var sikker på at få ug, bedste karakter – en ganske uvant fornemmelse.

Så kære ven, det kan lade sig gøre. En studentereksamen indebærer en meget større mulighed for at få en interessant tilværelse.

Jeg faldt desværre ned i hullet igen uden at gøre meget ved skolearbejdet i gymnasiet, men i 3. g tog jeg fat. Jeg lærte pensum udenad, f.eks. i matematik uden at forstå en pind. Tænk, at jeg som matematisk student aldrig fik lært, hvad en logaritmetabel var. Mit emne til mundtlig eksamen var: logaritmiske og ulogaritmiske udtryk. Jeg ved stadig ikke, hvad det er, men jeg kunne lire det af til mg+. Det skriftlige gav tg, men eksamensgennemsnittet var et stort mg.

Det gik, så hold fast, min dreng. Du har jo muligheden for at gøre noget ved det.

Inden jeg kom så langt, havde jeg mødt Eva i 1. g, min kone gennem nu 53 år. Jeg forsikrer dig, at kærlighed ved første blik ikke bare er noget, der synges om. Det kostede mig otte års belejring, før vi kunne fejre bryllup i 1963.

Det har reddet mit liv, som jeg aldrig havde klaret uden hende, og jeg vil sige dig, at hvis du engang møder den søde pige, så hold fast. Vær ærlig og modig. Sig til hende, hvad du mener, og husk på, at hun er lige så bange som du.

På trods af mine mangler har jeg gennemført gymnasieuddannelsen, taget juridisk embedseksamen og haft en lang karriere som dommer og advokat. Da jeg fik embedseksamen, fandt jeg min selvrespekt igen. Da jeg traf Eva, fandt jeg kærligheden igen. Livet venter dig i rigt mål, håber jeg, jeg har også fire børn, 11 børnebørn og et oldebarn. Det siger dig måske ikke så meget, men det betyder virkelig meget. To af børnene er koreanske adoptivbørn. Alle har det godt med gode liv og gode stillinger. At adoptere er nok det bedste, vi har gjort.

Jeg mener, at du skal være optimistisk med hensyn til dine muligheder, når du her har hørt, hvordan det i høj grad ufortjent er gået mig.

Jeg har været rigtig skideheldig.

Kærlig hilsen fra mig til dig

Torkil

Læs flere kronikker i samme serie på jp.dk/brev

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.