Hvorfor hader muslimerne os?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 2001 forsvandt den verden, vi kender, i angrebene på World Trade Center. Det voldsomme terrorangreb i New York ændrede alt, og Bush-doktrinen delte verden op i ”med os” eller ”med dem” og sendte amerikanske tropper til Afghanistan, og USA har stort set været i krig siden den septembermorgen for 16 år siden.

Flere terrorangreb har siden sendt chokbølger igennem vores civilsamfund og rystet vores regeringer i Europa og USA. Der har været bombeangreb i bl.a. London og Madrid, men især angrebene i Paris i 2015 var rystende. 130 blev dræbt, hvoraf 89 unge danseglade mennesker blevet mejet ned på koncertstedet Bataclan en fredag aften. Frankrig har været i undtagelsestilstand siden, og debatten raser i alle hjørner af Europa. Efterretningstjenesterne har fået enorme beføjelser, udlændingelovgivninger er strammet, og vores offentlige debat koncentreres om emner som islam, terror og flygtninge. Meningsdannere er myldret frem, og ting, der ville være uhørt for år tilbage, har i lyset af den nye trussel dannet nye paradigmer. Jim Lyngvild og Mikael Jalving har herhjemme sagt, at muslimerne vil overtage Danmark, og at islam er en fjendtlig ideologi, som skal bekæmpes, hvis ikke vi vil have shariastat.

Vi spørger os selv: Hvordan bekæmper vi radikal islam, og hvordan sikrer vi vore samfund mod denne trussel? Men et spørgsmål bliver aldrig stillet: Hvorfor hader de os?

Osama bin Ladens fatwa fra 1998 indeholder tre anklager mod USA. Punkt et omhandlede amerikanernes besættelse af lande i den arabiske verden. Osama pegede i 1998 på Saudi-Arabien, som husede amerikanske tropper fra den første Golfkrig. I den ”fredelige” periode efter Operation Desert Shield gennemførte Bill Clinton sanktioner og den længste bombekampagne siden Vietnamkrigen, da flyforbudszonen over Irak skulle håndhæves.

Bin Ladens anden anklage gik på alle de civile, der døde pga. USA’s politik i Mellemøsten. I 1995 estimerede en FN-rapport, at over 500.000 irakiske børn var døde som direkte følge af de amerikanske sanktioner mod Irak. Krigskorrespondent Jeremy Scahill besøgte et hospital i Bagdad under sanktionerne. Han beskrev det som en dødsgang for spædbørn. Der stank af blod og olie, da lægerne kun kunne rense deres genbrugte kanyler i petroleum – det eneste, der var masser af i Irak under sanktionsregimet.

USA’s udenrigsminister Madeleine Albright blev i et interview til ”60 Minutes” spurgt om den halve million døde børn. Om det var det værd. Hun svarede uden at tøve: »Det var en svær beslutning, men ja, det var det værd.« Hvad mange ikke ved, er, at dette klip med Albright, hvor hun omtaler 500.000 døde irakiske børn som en nødvendighed, blev spillet i loop på arabiske tv-stationer.

Det tredje anklagepunkt omhandlede USA’s politik i forhold til Israel og Palæstina. Man kan anse Osama bin Laden for den onde selv. Men faktum er, at hans tre anklager beskriver, hvorfor ”de” hader os. Bush svarede også på spørgsmålet i Kongressen kort efter angrebene og sagde: »De hader os på grund af vores frihed og vores demokrati.« Her er to svar. Bush kunne selvfølgelig ikke give det første svar.

I 2015 vidnede Farea Al-Muslimi foran det amerikanske Senat. Hans landsby i Yemen var blevet ramt af et forfejlet droneangreb. Kvinder og børn var blevet dræbt. I de rygende ruiner kunne man ikke skelne døde dyr, børn og kvinders kropsdele fra hinanden. Han fortalte, at den såkaldte al-Qaeda-terrorist, amerikanerne havde prøvet at dræbe, var kendt af alle i området, og at det lokale politi nemt kunne have pågrebet ham. Amerikanerne havde med et enkelt droneangreb opnået det, som områdets militante uden held havde prøvet i årevis – at vende lokalbefolkningens had mod USA, afsluttede Al-Muslimi. The Guardian skrev i 2014, at gentagne forsøg på at slå 41 mistænkte ihjel i Pakistan og Yemen ledte til 1.147 drab. Farea Al-Muslimis tragedie nåede frem til vores medievirkelighed, hvilket flertallet ikke gør.

I kampen mod terror har Obama smidt mere end 100.000 bomber og missiler.

Vi har aldrig diskuteret dette som en årsag til terrorisme. Vi kalder det terrorbekæmpelse. Efter 9/11 stod syv mennesker på USA’s liste over eftersøgte terrorister. Da Irakkrigen blev indledt, stod 55 (repræsenteret ved spillekort) på listen, og nu er flere tusinde på den såkaldte kill list. Obama underskrev listen hver tirsdag, og dronerne gjorde arbejdet færdigt i civile områder uden for slagmarken. Er det sådan, at hver gang vi dræber en terrorist, så genereres endnu flere? Da tårnene gik ned i 2001, kunne man lokalisere radikal islam i en lille lomme i Afghanistan, hvilket udløste invasionen. Nu har terroren spredt sig til store dele af Mellemøsten og Nordafrika.

I Bushs blodige destruktion af Irak døde over en million irakere, og fem millioner blev sendt på flugt. Irak blev forvandlet til en sekterisk borgerkrig, og ISIS opstod i krigens bestialske eftermæle. ISIS er en ekstrem terrororganisation, der udstillede deres barbari, da de skar halsen over på journalisten James Foley for rullende kameraer. ISIS’ fremmarch har været et kernepunkt i ikke bare Vestens, men også Ruslands udenrigspolitik, og et af ISIS’ erklærede mål – at få så mange fremmede stater involveret i krigen som muligt – må synes at være nået med kryds og slange.

Senest er Trump kommet i Det Hvide Hus og har med toprådgivere fra den nationalistiske højrefløj gjort bekæmpelsen af ISIS til en topprioritet. Trump har endvidere entreret med sit muslim ban, og hans forsvarsminister ”Mad Dog” Mattis har raslet med sablen over for Iran.

Der er ingen, som seriøst tror, at Trump vil deeskalere krigene, og vi må spørge os selv, hvad prisen bliver. Kan vi bombe os til fred? Obama, som var forfatningsadvokat og blev valgt på et løfte om at stoppe USA’s krige, har ikke bare tidoblet Bushs globale dronekrig, men også solgt den til det liberale Amerika. Hvis McCain var blevet valgt i stedet for Obama i 2008, var modstanden mod de ulovlige droneangreb ikke forstummet fra venstrefløjen, som den gjorde. Obama legitimerede dronekrigen som præcisionsbombninger, men tal fra Bureau of Investigative Journalism viser, at der har været op mod 90 pct. civile tab, og effekten hos lokalbefolkningerne i de syv muslimske lande, Obama bombede, er nok bedst beskrevet af Al-Muslimi. Bush-doktrinen dikterede, at man kunne tilfangetage formodede fjender af den frie verden og torturere dem uden retten til en dommer. Med Obama blev doktrinen strammet, da han simpelthen bare henrettede USA’s fjender for at undgå flere fanger i Guantanamo. Trumps doktrin kender vi ikke endnu, udover at han udtalte, at han ville dræbe terroristernes familier. Hvad er Løkke-/Samuelsen-doktrinen?

I Danmark har vi netop bestilt nye kampfly for 20 mia. kr., og vi er i gang med vores fjerde angrebskrig, siden vi meldte os under the star spangled banner i en koalition af villige og gik ind i Afghanistan. Vi er dybt involveret i den amerikanske terrorkrig.

Der er et hav af moralske spørgsmål, der rejser sig, men lad os kynisk fokusere på vores egen sikkerhed.

Vi får at vide, at vi med vores bomber beskytter civile mod forfærdelige regimer, men er det rigtigt? Libyen og Irak er omdannet til anarkistiske terrorstater, og Afghanistan er også et blodigt rod. I Syrien er luftrummet fyldt med bombefly fra et hav af lande. Det vigtigste spørgsmål her er: Hvordan ser de på os i de lande, hvor vi bomber? Er vi befriere eller ødelæggere?

Kan vores bomber give katastrofale tilbageslag, som vi endnu ikke har set? CIA-analytikere har i mange år brugt begrebet blowback, når operationer i fremmede lande skaber grobund for en modreaktion, der er langt værre, end det der oprindeligt skulle sættes ud af spillet.

Hvordan ville vi reagere i Danmark, hvis eksempelvis russerne startede en henrettelseskampagne i Jylland? Hvis de med droner og elitesoldater angreb landsbyer og systematisk begyndte at myrde danskere, som stod på en liste i Kreml, og også ramte et hav af civile? Hvad ville det gøre ved vores samfund og vores unge mennesker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre ikke bare regeringen, men alle partierne forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor hader de os?