Lad os synge os ind i danskheden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Frankrigs tidligere premierminister Francois Fillon foreslår, at hver fransk skoledag skal begynde med, at børnene og de unge synger Marseillaisen, den franske nationalsang. Han vil dyste på nationalt sindelag med Marine Le Pen.

Det er overalt i Europa og Amerika ikke længere nedværdigende at vise sin kærlighed til fædrelandet. Og den storladne Marseillaise er jo en mere civiliseret måde at gøre det på end, som Trump, at råbe: Make America great again!

Jeg synes, at vi skal være glade for, det igen er blevet god tone at sige, som H.C. Andersen gjorde:»Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland«. For mens både marxismen og den globale kapitalisme er påtagne holdninger, er det naturligt at holde af det land, man er vokset op i, og hvis sprog man taler. En dansker kan ikke holde af Jamaica med samme inderlighed, som han/hun holder af Jylland, Sjælland eller Bornholm.

For et halvt århundrede siden var Danmark og Frankrig de to eneste lande i Europa, der værdsatte deres kultur så højt, at de etablerede kulturministerier. Og de to lande satte endda skønlitterære forfattere til at være kulturministre: Julius Bomholt og André Malraux. Hvis Frankrigs nye præsident nu får skoledagene til at begynde med en hymne til Frankrig, skulle vi så ikke igen stille os ved siden af Frankrig? Ikke sådan at vore børn hver morgen skal synge ”Der er et yndigt land”. Ikke fordi der er noget i vejen med Oehlenschlägers ”Frejas sal” og ”de harniskklædte kæmper”. Men vi har så mange danske nationalsange, der er lige så gode eller bedre, for eksempel den, der nok burde være vores nationalsang, H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

Jeg foreslår derfor, at vores nye regering, der jo udstråler begejstring, beslutter, at alle danske skoler skal begynde skoledagene med at synge to danske sange fra Højskolesangbogen. Nogle skoler gør det allerede. Men det er de færreste.

Jeg skal hilse og sige, at en sådan morgensang er en festlig måde at begynde skoledagen på. Jeg har prøvet det. I syv år. Hver morgen kl. 8.05 satte vores sanglærer, DR-drengekorets leder, Henning Elbirk, sig til klaveret i morgensangsalen på Gl. Hellerup Gymnasium, hvor alle vi elever samledes. Vor rektor trådte ind med Højskolesangbogen i hånden og meddelte dagens navn og nummer på den første af de to udvalgte sange.

Alle vi børn og unge, der gik på skolen i fem eller syv år, mødte på denne måde hinanden fra morgenstunden, hørte hinanden synge og blev, takket være digterens ord, knyttet til hinanden og til vores land, hvis folk og historie vi sang om.

Vi fik fra dagens start perspektiv i vores skoledag. Vi var vort folks fremtid. Det var ikke kun matematiske ligninger og franske verber, vi gik på skolen for. Om vi var dygtige i skolen eller ikke så dygtige, spillede i disse 10-15 klangfulde minutter ikke nogen rolle. Vi sang os ind i klassens, skolens, Danmarks fællesskab.

Det var landets bedste digtere, der havde skrevet de digte, vi sang. Så ved siden af at blive danske af morgensangen, blev vi, uden at tænke over det, også lydhøre for det danske sprogs finesser og velklang.

Hvad vil sangenes digtere fortælle os?

Troen på den danske, altså vores egen, kraft blev indprentet os med Holger Drachmanns ord, der taler til os som runestene: Støt står den danske sømand / på havet sin viking-vagt.

Vi er et havland. Lad os ikke glemme det. Det handler mange af vores nationale sange om. Tit mere kvindelige end Drachmanns: Havet omkring Danmark, vort moderlige hav / blåt som vore øjne og blidt som vore drømme (L.C. Nielsen).

Men når vi synger Kaj Munks blide ”Den blå anemone”, kan vi ikke lade være med at tænke på det utrolige mod, denne digter besad. Han talte det tyske barbari lige op i ansigtet. Da Johs. V. Jensen i 1930’rne blev spurgt, om han ville være med på en forfatterprotest mod Hitler, sagde han nej med den begrundelse, at han agtede at tie denne personage ihjel. Det var vist den eneste gang, denne sprogets mester valgte tavshedens udvej. Og resultatet udeblev som bekendt. Til vor lyriske vikingekraft hører også Skjoldborgs hyldest til det fysiske arbejde, med min hakke, min skovl og min spade. Redskaberne er ikke så benyttede mere, nu SID’erne bruger gummiged og larvefødder. Men iveren efter at tage fat, når forårssolen får vinteren til at rinde i grøft og i grav, den tror jeg, at de fleste af os kender.

I Danmark har vi gjort vores bedste lyrik sangbar, og det er ikke det ringeste stykke demokrati, vi dermed har begået. Og så har vi puttet sangene ind i vores mange forskellige sangbøger: Arbejdersangbogen, DF’s sangbog, Danske Folkedanseres sangbog, Folkeskolens Musiklærerforenings Dansk Sang. Vi synger vores bedste lyrik: Kingos, Grundtvigs og Ingemanns salmer; Thøger Larsens, Chr. Richardts, Blichers, Jeppe Aakjærs naturforelskede digte. Derved bliver digternes karakteristiske sætninger hængende i os: byger, som går og kommer / det er den danske sommer. Thøger Larsens humørfyldte trøst, som jo også er en sand velsignelse. Det ville ikke være til at bære, hvis vi havde solskin hele tiden.

Eller den vemodige Blicher: Sig nærmer tiden, da jeg må væk.

Mange sange er også påmindelser. For eksempel Chr. Richardts hilsen til vore danske sønderjyder, som fra 1864 til 1920 levede under tyskernes åg: skænk os et danmarkskort / hvor alt dansk igen er vort. Det er det bedste, der kan siges om den forfærdelige Første Verdenskrig, at den gav os Sønderjylland tilbage.

Eller Grundtvigs påmindelse om, at oplysning er mere værd end det røde guld.

Og er du trist, kan du slå sangbogen op på Chr. Winthers Folmer Sanger, der giver det gode råd, at Du som har sorg i sinde / gak ud i mark og lund.

Til de danskere, der hellere vil tale børne-engelsk og sige boost din Nordic comfort end det danske: styrk dit nordiske velvære, til dem har Edvard Lembcke skrevet en vidunderlig sang om det danske modersmål, der har så mild en klang, og som binder tidsaldrene sammen. For: slægt efter slægt segner hen på nornens bud / men hun (det danske sprog) er så ung og så yndig ser hun ud.

Sangbøgerne tilbyder os også Kai Hoffmanns opfordring til at bruge vores sangskat: Så syng da, Danmark, lad hjertet tale / ti hjertesproget er vers og rim. Den sang har både ynde og tynge, lærkesang og ild fra oldtidens alterbål, og Carl Nielsens melodi, der buldrer, så man næsten kan høre det oprørte Vesterhavs brænding.

Fællessangens overdirigent, Michael Bojesen, brugte i mange år ”Så syng da, Danmark” som titel på sine populære DR-koncerter. (Der nu er ophørt, fordi DR’s nuværende ledere har mistet forbindelsen til det ægte folkelige.)

Hvis den danske sangskat bliver fællessang på alle danske skoler, skal det selvfølgelig også gælde de 4-5.000 elever på vores muslimske friskoler. Mange, ikke mindst indvandrere, spørger i disse år: Hvad er de danske værdier? De står alle sammen i sangbøgerne. Begynder de muslimske børn hver skoledag med at synge et par af Højskolesangbogens iørefaldende sange, vil de umærkeligt og naturligt få de danske værdier ind under huden: mildheden, friheden, ligheden mellem mand og kvinde, kærligheden til naturen og fællesskabet. Integration, som det hedder med et teknokratisk fremmedord. ”Samhu” ville være et bedre ord.

Danske værdier er hverken flæskesteg, juletræ eller rødgrød med fløde. De danske sange rummer alt, hvad der er dansk og dejligt. Kærlighed til Du danske mand af al din magt; kærlighed til jord og hav: Hav og muld skal dansken pløje; kærlighed til det danske sprog, som er En højbåren jomfru; kærlighed til pigernes latter og lyse hår; og sidst, men ikke mindst kærlighed til skov og mark, hav og hede: Du danske friske strand / hvor oldtids kæmpegrave/ står mellem æblegård og humlehave / dig elsker jeg.

I Danmark er lyrik noget, vi synger.